Home

Almindelig skibsorden på s/y Anaconda 

                                                                                                                                                                                   Hvordan kommer jeg med ?

 

Alle skal sætte sig ind i sikkerhed og diverse nød- og redningsprocedurer. Skipper vil gennemgå det mest vigtige ved nye gasters ankomst, eller gasterne fortæller deres viden videre.
Er der noget du er i tvivl om så spørg. Er du stadig i tvivl så spørg igen!!
(Det er ikke flovt!!)

Vi vil som regel være en ad gangen på vagt. Afhængig af hvor mange der er om bord, vil vagternes længde være 2-3 timer. Det er muligt, at slå to vagter sammen, så det bliver en to-mands vagt. Så varer den bare så meget længere. (4-6 timer).
Hvis du er alene på vagt og der sker noget du ikke har styr på, så væk skipper. (Det er en pligt!)
I snævre eller meget trafikerede områder, vil skipper opholde sig i cockpittet hele tiden.

Ved pludselige barometerfald, eller når det trækker op til dårligt vejr skal skipper vækkes.

Når du vækkes til vagten, så afløses der med det samme, ikke når du har lavet kaffe eller har været på toilettet. Det må du klare inden vagten starter.

Ved hver afløsning skal afgående vagt fortælle, hvad man har observeret på vagten omkring vind, vejr og observationer, ændret ved sejlføring og andet på dæk. (liner, surringer, slid på reb ect.)

Skibet sejler af sig selv, enten for autopilot eller for vindror, så vagten skal kun opholde sig bag rattet og holde godt udkig, idet store skibe ikke ændrer kurs og har svært ved at se os i dårligt vejr.
Alt skal meldes og ingen skal nogensinde høre noget for at være for opmærksomme her.
Vagten holder øje med skibets position via computeren, så det sikres, at vi følger den kurslinie, som skipperen har stukket ud.

Redningsvest og livline BØR/skal bruges om natten, i dårligt vejr og/eller hvis du er alene på vagt.

Navigationslys tændes ved solnedgang og slukkes ved solopgang. Ligeledes slukkes for strøm til øvrig lys på båden. Vagten har ansvaret.

Det er forbudt og en dårlig kammerat der falder over bord.
Det er os andre der får balladen med familien, kæresten og myndighederne.
Derfor: Altid en hånd på skibet og en hånd til at tage fra. Om nødvendigt, ned på alle fire, hvis du skal på dækket i dårligt vejr. Tænk hele tiden på, at en bølge kan rulle skibet, så du mister ballancen.
HVIS en person falder over bord, så er første reaktion, at der kastes en redningskrans overbord til personen. Derefter alarmeres skipper og der trykkes på "Mand Over bord" knappen, der sidder mellem/ved Log/Autopiloten i Cockpittet. 
En anden person holder hele tiden øje med den overbordfaldne imens skibet manøvreres tilbage og samler den overbordfaldne op. 
Der har indtil nu aldrig været tilfælde at nogen er faldet overbord. 
Sker det, så skrig som en vanvittig, så alle hører det.

Søsyge er ingen undskyldning for ikke at passe sin vagt. 
Man kan evt. bytte vagt med en anden, indtil det går bedre. Det hjælper faktisk at være oppe i den friske luft og kikke ud over vandet. Andre ting som at være udhvilet, ikke sulten og varme hjælper også. Tag evt. en søsygepille en time før vi forlader havnen.

Under sejlads er det forbudt at være beruset. Et enkelt glas vin til maden er dog ikke forbudt.

Til gengæld er en ”Sundowner” at betragte som en naturlig del af sejladsen.

Når vi ligger under land kan vi gå i byen og hygge os.
Dinghien vil være, hvor skipperen befinder sig. Enten ved båden, eller i land. Skipperen KAN komme ud for, at skulle bruge den i en pludselig situation. Derfor, når nogen skal i land, så bliver de sejlet ind og hentet igen. Med mindre skipper er med, eller andet er aftalt. Vi har bærbare VHF radioer til at kalde på hinanden. Om natten hejses dinghien op for at undgå tyveri.

Den der bruger gassen har selv ansvaret for at den bliver slukket på hovedhanen HVER GANG den har været i brug.
Tænderen til gassen skal blive i pantryet.
Madlavning går på skift. Holdet kan dog hjælpe den enkelte person som står for tur. En hånd til opvasken er også velset.

Rengøring går ligeledes på skift.
Der må kun bruges saltvand til afskylning af opvask, inden der vaskes med ferskvand og sæbe. Pantry og toilet skal altid være rengjort og i orden. Der vaskes op efter HVERT måltid, også efter din egen lille mellemmad.

RYGNING foregår på agterplatformen. Det er forbudt at ryge nede om læ og i cockpittet. Ingen undtagelse, kun når vi er på plat læns, så er det på fordækket. Altså altid i læ side af båden.

Private ting og tøj må ikke ligge og flyde på fællesområderne. Bøger sættes på plads efter brug.
Pladsen er trang og hvis der ikke holdes orden, opstår der på et eller andet tidspunkt irritation. I sin køje kan man gøre som man lyster.

Der vil tit være reparationer, især under land, hvor værktøjet kommer frem og ligger i vejen, men det er livet om bord.

Vask tøj tit når vi har vand nok. Lad ikke snavset tøj ligge. Det lugter hurtigt dårligt i varmen. Vask sengetøj tit, evt. flere gange om ugen, når vi sejler på varmen. Når tøjet er tørt tages det ned. Vær opmærksom på din egen hygiejne. De andre om bord har måske ikke samme afslappede holdning til dine kropslugte.

Bruger du solcrem, så må du ikke ligge på hynder uden et håndklæde imellem. Derudover må lakerede flader IKKE berøres med kropsdele med solcrem på. Det virker som "lakfjerner". Når du har smurt solcreme på, så husk at vaske hænder. Ellers lander solcremen på de lakerede flader.

Ingen må gå ned med vådt badetøj. Når vi sidder i salonen(med tørt tøj) skal der være et håndklæde eller andet beskyttende på hynderne.

Der må aldrig brænde lys på steder hvor ingen opholder sig. Husk at slukke efter dig. Man må vænne sig til at læse, når der er tid om dagen og ikke ligge den halve nat med køjelys. Det koster bare ekstra ladetid mod motoren= mere diesel. Ellers brug en pandelampe. Levende lys er bandlyst om bord på grund af brandfaren. 

Der skal altid spares på ferskvandet.

Vær opmærksomme, positive og søde ved hinanden, ikke sure og negative. 

Alle om bord har pligt til at hjælpe med hele tiden. Der skal konstant gøres rent og ryddes op og det skal ikke kun ske, når skipperen siger det. Vi laver en fast turnusliste, så tingene bliver gjort. 

Se "BAKSTØRN". Men udover den daglige rengøring er der hele tiden ting der skal gøres. Polering, lakering, afvaskning af fribord m.m.
Efter hver sejlads skal saltet vaskes af allevegne, mange gange også nede om læ.
Vi forventer, at gasterne har logik og omtanke, så tingene ikke skal påtales hele tiden. Hav dine ting ved din køje og læg det tilbage, når du har brugt det, så det ikke ligger og flyder allevegne.

Hvis du er utilfreds med et eller andet så spyt ud med det.
Ingen surmuleri i krogene.

BAKSTØRN (Rengøring og madlavning) 
Den der har bakstørnen, starter om morgenen mellem 8 og 9 med at lave morgenmad. Hvis der ikke er brød, startes der tidligt med bagning eller gå i land og køb brød. Moden frugt tilberedes. Kaffe laves på termokanden. Evt. Varmt vand til te. Bacon, spejlæg eller kogt æg laves, brød ristes m.m.
Efter morgenmaden, opvask og rengøring af komfur og vask. Viskestykkerne hænges til tørre. Vanddunk og juice fyldes op, Isposer lægges i fryseboksen. Check, at fryseren i bordkøleren virker, om den har is på.

Derefter rengøring. Sofaerne børstes af. Dørken i hele båden fejes også risten i baderum løftes og fejes under. Fej ikke hen over samlingerne i dørken, da snavset lægger sig dernede. Derefter vaskes hele dørken med ferskvand, tilsat lidt sæbe, evt. Murphys Woodsoap. Vask også evt. Solcreme af nede i båden, da det virker som "lakfjerner". Hvis generatoren kører kan støvsugeren benyttes til at rengøre sofaer og suge snavs op i dørksamlingerne. Baderummet rengøres, bord, vask, toilet m.m.
Nedgangstrappe fejes og vinduer i Cockpit lukkes ordentligt. Cockpittet vaskes, evt. Med sæbevand og skylles af med saltvand. Pas på ikke at skylle på motorpanelerne. Tag ristene op i afløbene og rens dem. Pas på ikke at tabe dem i vandet. En gang imellem vaskes det hele i cockpittet af med sæbevand. Ligger vi i marina bruges ferskvand og hele båden skylles med dette. Motorpaneler og vinduer pudses.
Når vi har været på havet vaskes salt af i cockpit, rustfrit stål og aluminium.
Over middag omkring kl. 13 laves frokost og derefter opvask. Fyld op med sodavand og øl efter behov.
Eftermiddag:
Kød på frost tages ud til optøning, eller der handles mad i land til aftensmaden. (Eller fang en fisk)
Sundowner serveres, øl eller drinks efter behov.
Aftensmad laves til omkring kl. 19, derefter opvask og rengøring af vask, komfur og bord. Viskestykkerne hænges til tørre. Karkluden gennemvaskes, så den ikke kommer til at lugte. Skraldespanden tømmes efter behov. Organisk affald fjernes fra pantryet. Efterfyld køleskab med vand, juice og øl.
Vask evt. Service du selv bruger uden for de almindelige spisetider.
Hold generelt øje med køleskab og køleboks. Tør af og hold dem rene. Se efter gammel mad/grønsager/frugt, muggent brød m.m. Når isen bliver for tyk skal der afrimes og rengøres.
En gang imellem vaskes viskestykkerne efter behov.

LANDGANG:
Når skibet ankommer til en ny havn eller land/ankerplads gøres klart skib og ryddes op. Saltvand vaskes af, både på dæk og nede i båden. Bompresenning monteres, evt. solsejl sættes op, tovværk klares op, dinghien sættes i vandet. 
Skal der indklareres i nyt land, går skipper i land og klarer formaliteterne imens. 
Ingen andre går i land før formaliteterne er i orden. 
Gaster der gerne vil i land sejles ind og der aftales hvornår, hvordan man kommer tilbage til båden. 
Vi behøver ikke at gå i samlet flok. Nogen vil måske i land med det samme, nogen vil snorkle, nogen har interesse i at gå i kirke, nogen vil på restaurant, nogen vil drikke øl og spille pool, nogen går på museum og nogen vil gå lange ture, tage fotos m.m. og nogen vil bare være alene efter ophold på søen. Men hvis alle er eninge følges vi ad og kan evt. arrangere ture rundt, trekke, leje en bil eller motorcykel, tage på dykertur. Alt er muligt.

 

Alle former for narko er strengt forbudt under opholdet  =  Bortvisning fra skibet med det sammen!

... Dette gælder også når vi er i land ...

Myndighederne i mange lande har helt klare og anderledes regler, som vi ikke er vant til.
Man går ikke af vejen for at "splitte" skibet ad, hvis en narkohund "sniffer" rester af evt. hash.
Skibet kan risikere konfiskering/beslaglæggelse, blot der findes ganske små kvantum.
Skibet er skippers hjem!

Der er ingen retssikkerhed eller "Kære Mor"

Så er det sagt!

En overtrædelse af dette vil medføre øjeblikkelig afmønstring uden mulighed for refusion af gastebidrag.

Husk: Skibet er skippers hjem!

Vagt- og vedligeholdelsesplan:

Gasten indgår i Anacondas vagtplan. Unge mennesker går vagt med en voksen.
Skipper fastlægger udførelsen af daglige opgaver som:
Sejlads og rortørn
Madlavning og opvask
Rengøring
Vedligeholdelsesopgaver og reparationer


Kahyt og køjeplads:
Gasten vil få tildelt sin egen køje.
Du skal medbringe sengebetræk, lagen og håndklæder til eget forbrug.
Din bagage skal være i sammenfoldelige rejse- eller sportstasker.
Kufferter og rygsække på stativ kan ikke medtages om bord med mindre du selv sover oven på dem  
Tag ikke for meget med, mindre end du tror.

Et lille regnestykke på hvad det koster at sejle med Anaconda pr. måned for en gast:

Pris for 1 måneds total oplevelse, hvor du bl.a. er med til at bestemme hvor længe Anaconda skal blive ved hver lille palmeø… eller ved hvert fantastiske dykker og snorkel-sted… Se smukke sol op- og nedgange, samt nætter hvor millioner af stjerner blinker ned til dig… 

Selvfølgeligt skal der i regnestykket tages forbehold for om vi drikker vin eller postevand til maden… om vi spiser om bord eller spiser røde bøffer på restaurant… hvor tit vi vælger at ligge for svaj eller gå i havn… om det lokale supermarked er dyrt eller billigt… om vi sejler meget for motor(diesel) og andre ting som skibskassen skal betale…
Men efter 6 års erfaring, så ser regnestykket nogenlunde således ud for en gast:

Dette eksempel er kun vejledende - husk på, der kommer næsten altid uforudsete udgifter!
Eksempel:
Pris for køjen pr. dag kr. 200,- 6.000,- DKkr. pr. måned
Til skibskassen pr. dag kr. 60,- 1.800,- DKkr. pr. måned

I alt +/- cirka 7.800,- DKkr. pr. måned(30dage)

Dertil kommer penge til privatforbrug i land… og flybilletter tur/retur …

Det er vigtigt at vide, at skulle myndighedspersoner spørge:

"Hvor meget betaler du for at sejle med skibet?", så skal svaret lyde:
"Jeg betaler ikke noget - vi deles om udgifterne".

... det er rent faktisk også det vi gør! ... og der er bestemt ikke noget forkert el. ulovligt i det ...

Mange landes myndigheder har bare en hel klar forskel på Passagerer og Besætningsmedlemmer.
Hvis et skib har passagerer med, så er indklareringen en hel anden historie og SÅ koster det penge!

 

FTLF - Overvejelser i forbindelse med langturssejlads

Efterfølgende er et uddrag fra "Båden som samfund" udgivet af Margrethe Skårup, langturssejler i mange år. Bogen er udgivet af FTLF, Foreningen til Langtursejladsens Fremme. Stof til eftertanke.

Man kan overveje, hvilken udfordring man vil have på en længere sejltur. Den enkelte bør derfor spørge sig selv - inden om bordstigning.

Vil jeg være i stand til:


1 at handle tillidsfuldt, så mine medsejlere kan stole på mig
2 at respektere mine medsejlere
3 at opretholde min selvrespekt
4 at skabe mit eget psykiske rum blandt andre/fremmede om bord
5 at lukke snak, fremmede og private lugte ude
6 at takle jalousi
7 at klare andres nøgenhed
8 at lukke af for andres kærlighedsliv om bord
9 at klare, at andre ikke har de samme normer vedrørende oprydning, rengøring, kropsvask med meget mere
10 at leve i klamt, vådt senge- og kropstøj til tider
11 at tage bad i en halv liter vand, evt. Saltvand, hvis vandbeholdningen er sparsom
12 at sove i en smal, sommetider ret tillukket køje - i al slags vejr
13 at deltage i vagter døgnet rundt - tit alene om natten
14 at lave mad og indtage maden i al slags vejr
15 at udholde, at ferskvandsbeholdningen kan være sparsom og evt. smage af klor
16 at kosten på lange sejlture over et hav kan blive meget ensidig, måske sparsom og meget anderledes end forventet
17 at klare kakerlakker og andet utøj, hvor som helst, hvis de kommer om bord
18 at klare en uendelig horisont og følelsen af, at der ikke er hjælp at hente
19 at klare et stadig brusende og støjende hav, samt en gyngende og svajende båd
20 at klare natsejlads, alene på vagten, med ukendte lyde, blæsevejr og vand på dækket
21 at udholde "indespærring" på en ankerplads, når dinghien ikke vender tilbage til aftalt tid
22 at løse konflikter - se muligheder - og ikke begrænsninger til enhver tid
23 og meget, meget mere ...

Det kan måske virke negativt på mange, men det er nu ikke så slemt.
Men hvis ovenstående skræmmer dig, så egner du dig nok ikke til at sejle langt.

Skippers ironiske motto, når han sidder i aftensolen og nyder naturen med en ”Sundowner” i hånden:

”Det er fandme hårdt at være langturssejler, ja, det er faktisk værre end det !!!”   

 Velkommen om bord !!

Home