Home

Seneste rejsebrev er nederst på siten

Rejsebreve fra 2002 frem til og med 2013 kan du få tilsendt hvis du ønsker det. (word-filer - cirka 650 sider)
Send en mail til Webmaster og oplys hvilken periode(r) du ønsker at læse.
Send en mail til: larshou56 @ gmail .com
Cruising (uden mellemrum selvfølgeligt)

Notes fra Gizo, Solomon Islands Januar 13. 2014
Vi udklarerede hos Luganville Customs og fik papirer, så vi kunne købe diesel på udførsel. Normalt skal man sejle direkte ud af landet, men her er der ingen til at holde øje med os, så vi tog det med ro de næste par uger op mod nord.
Fantastisk dykning
Ved afsejling fra Luganville stoppede vi ikke langt fra byen og dykkede på det berømte vrag af det ombyggede Krydstogtskib President Coolidge, som sank under WWII med 5000 tropper om bord, da det ankom til Luganville, som var en kæmpe stor Amerikansk Base med 500.000 mand. Så godt som alle blev reddet, kun to druknede. 
Skibet løb på en af de miner der var udlagt for at holde Japanske skibe væk. Skibet er enormt som Titanic, så man kan dykke i årevis på vraget. Det lokale dykkercenters ejer har dykket hele sit liv på vraget og har passeret 28.000 dyk på det. 
Ikke langt fra vraget ligger Million Dollar Point, hvor Amerikanerne Bulldozede alt det overflødige krigsmateriel ud i vandet, da krigen var slut. Det var alt for dyrt, at tage det med tilbage til USA. Her snorklede vi et par timer på gamle lastbiler, kraner, tanks og meget andet.
Fra Luganville gik det nordover mod Banks Islands, men vi havde et stop over i Hog Bay, hvor Vanuatus flotteste strand ligger, Champagne Beach. Der var ikke særlig charmerende, da der alle vegne var opsat små halvtage, klar til at sælge souvenirs til turisterne, der ankom en gang om måneden med et krydstogtskib fra Australien.
På Banks Islands kan man normalt udklarere, men kortoret var lukket, da den lokale toldbetjent var blevet fyret.
Vi havde hørt fra andre sejlere, at vestkysten havde et flot vandfald, så vi sejlede dertil. Stedet hed selvfølgelig Water Fall Bay og det var meget flot. 
Området var høje junglebeklædte klipper med palmer langs kysten. Vandet fossede ud fra en 50 meter høj klippe i to kaskader og landede i en lille sø, hvorefter det løb ud i bugten. 
Vi ankrede og sejlede i land, hvor vi blev modtaget af den lokale høvding Kerely, der stod på stranden i laset T-shirt. Vi havde en lille pose med diverse småting og madvarer med til ham. Han takkede og forklarede, at vi var velkomnen og vi kunne svømme så meget vi ville i vandfaldet. Det var herligt køligt og et flot syn. 
Vi sad herefter og snakkede med Kerely og hans kone en times tid, hvor de serverede nogle specielle lokale nødder, der smagte herligt. Vi spurgte om vi kunne dykke og fange hummere. Ja, der er hummere her, men alle de lokale høvdinge havde for nyligt bestemt, at de ville undlade at fange hummere et stykke tid, så bestanden kunne vokse igen. Da vi havde snakket lidt sagde han, at det var i orden for os at fange hummere. Han ville selv komme og deltage, når det blev mørkt. Han forklarede, at hummerne skulle fanges i månemørket, kort efter tidevandet var på sit højeste, på toppen af koralrevet, hvor man bare skulle have handsker på.
Da klokken var otte kom Kerely padlende sammen med sin svigersøn David
Mads Dyreberg Haldrup, Laura, jeg selv og David snorkelsvømmede herefter et par timer og fangede 13 hummere, David fangede de fleste. Kerely fulgte med os i dinghien. Da vi kom tilbage til Anaconda hyggede vi os alle med et par drinks.
Dagen efter kom der andre lokale padlende i deres kanoer og vi købte andre 10 hummere, samt et par kilo ferskvandsrejer, som fanges oppe på toppen af vandfaldet. Rejerne minder meget om vores danske Fjordrejer, men er noget større og har lange kløer.
Vi fik sagt farvel til Kerely familien, der stod på stranden og vinkede i lang tid.
Nogle sømil oppe ad kysten var der et andet vandfald, men dette var meget større, over hundrede meter høje kaskader af vand, der faldt lodret ned. Stedet var meget ufremkommeligt, fuldstændig overvokset af krat og jungle. Laura og jeg forsøgte at komme op til søen, hvor vandet landede, men måtte opgive. Vi havde kravlet igennem buskads og da vi kom tilbage til båden havde jeg voldsomme brændende fornemmelser på huden, der blev ved og ved, ligesom brændenælder. I vores botaniske bog fandt jeg frem til, at det var en tropisk plantes saft, der var årsagen. Planten hedder Manchineel, Latinsk navn er Hippomane Manchinella. Plantesaften af benyttedes i gamle dage til at gøre de indfødtes pile giftige. 
Jeg var heldig, at det kun var overfladisk, for saften laver normalt vabler og huden falder af i flager.
Irritationen blev ved hele dagen og kunne mærkes i flere dage efter.
Dagen efter sejlede vi ud til et kæmpe område med ubeboede atol øer, hvor vi dykkede og snorklede. 
Det sidste sted vi var i land på Vanuatu, var Vulkanøen Eaubarabara. Vi sejlede helt ind i krateret og blev mødt af mange kanoer, en af dem med høvdingen, der inviterede os i land. Vi blev herefter vist rundt i landsbyen, som var meget ren og med glade mennesker alle vegne. Nogle unge mennesker havde bygget en lille hytte på bambuspæle ude i vandet og om aftenen blev vi inviteret til indvielse af hytten. Vi sejlede ud til hytten i dinghien og fortøjede ved indgangen sammen med en masse kanoer. Hytten var ca. 3 x 3 meter og de lokale sad på gulvet og drak Kava og spiste LabLab, en lokal sød spise. Vi havde taget et glas rom med og Mads Dyreberg Haldrup og jeg havde pandelygter med, som var det eneste lys der var i hytten. Der var måske 15 personer inde i hytten og jeg spurgte flere gange, om hytten kunne holde til så mange. Ja, ja, var svaret, den er bygget af Bambus. Very strong !
Men efter få minutter skete det uundgåelige. 
Hytten bevægede sig, knagede og bragede, drejede så rundt om sig selv og indgangssiden sank ned dybt ned i vandet under skrig og råben. Situationen var direkte farlig, da det var bælgmørkt og vi skulle ud af indgangsdøren under vandet. 
Heldigvis fandt de fleste indfødte ud igennem det modsatte vindue, men der var virvar ved døren under vandet. Men heldigvis kom alle ud. Mads Dyreberg Haldrup hostede og spruttede vand, men var OK. Vi blev på stedet og hjalp lidt til, men jeg måtte tilbage til Anaconda for at lappe et kødsår på skulderen, der blødte slemt. En grim oplevelse, som vi snakkede meget om, at vi havde været heldige. Det kunne nemt have endt med drukning.
Dagen efter sejlede vi mod Torres Islands, som var sidste stop før det lange stræk mod Solomon Øerne. Vi var ikke i land, men ankrede kun for natten.
Vanuatu har været en meget positiv oplevelse, alt for kort og vi snakker meget om at sejle tilbage via Marshall Øerne, når vi til foråret sejler fra Guam.
Turen mod Solomon Øerne gik for motor og sejl en gang imellem for vind var der ikke meget af. 
Solomon Øerne
Vi landede i Honiara på Øen Guadalcanal den 21. december. De fleste kontorer var lukket da weekend og julen stod for døren, men vi SKULLE have indklareret, da Mads Dyreberg Haldrup skulle rejse hjem dagen efter.
Mads og jeg tog derefter ud i lufthavnen for at blive indklareret, men her henviste de til Custom kontoret på havnen. I starten var der ikke meget hjælp at hente, men det endte med, at en tjenestebil kørte mig ud til THE BOARDING OFFECERs private hus. Han kom ud i bilen og på vej tilbage til lufthavnen udfyldte vi papirer og fik passene stemplet, så Mads kunne rejse ud af landet på legal vis. Mads kom godt af sted. 
Vi havde en herlig tid med Mads Dyreberg Haldrup, der altid var fuld af godt humør. 
Dagen efter mødte vi igen Bording officeren i Yacht Klubben, hvor de sidste papirer blev udfyldt. Vi betalte ikke overtid selv om vi ankom på en weekend, men indklareringsgebyr var 300 Solomon dollars og Light Dues 1 900 Solomon dollars, helt ude af proportioner, for det svarer til 350 US dollar. Vi klagede og blev henvist til at tale med chefen for Marine Department. 
Han havde til huse et andet sted, men var en Australsk pensioneret skibskaptajn og han forstod vores problem og gav os ret i, at det var i overkanten. Han gennemgik div. Love og bekendtgørelser, men kom desværre til samme resultat. Vi måtte betale.
Dagen efter den 23. december, ankom Dan Hansen fra Danmark. Dan har været med os før, nemlig fra Panama til det nordlige Costa Rica. Dan havde en fuld taske med af ting og sager, madvarer, nyt GoPro Camara, ny IPad, ny toplanterne og mere. 
Vi havde en hyggelig juleaften med dansk mad og besøgte Yacht clubben flittigt. 
Den 22 . Dec. forsøgte vi at få visa til PNG, men fik beskeden, at ambassaden var lukket til den 6. januar og det havde vi ikke tid til at vente på. Så efter diverse indkøb af mad, drikkevarer og diesel, sejlede vi fra Honiara mod vest ud i øriget med god dykning og herlige oplevelser.

Alotau, Milne Bay, Papua New Guinea den 2. Februar 2014
Fra Honiara sejlede vi vestover og stoppede på Russel Island, inde imellem nogle småøer. Russel Island var en stor Base for Amerikanerne under WWII.
Vi fandt en lille ø ud for en Cocos plantage og kastede anker. Kort efter kom der en indfødt ud til os i en kano af en hul træstamme og sagde at det kostede 200 Solomon Dollar at ankre der. (150 kr.) Helt ude af proportioner. 
Vi sagde vi ikke ville betale og han kom herefter med en masse undskyldninger om hans onkel og en stor familie m.m.. 
Vi havde på forhånd hørt, at de flere steder var begyndt at kræve penge for an ankre. Men min tålmodighed den dag var lille, så vi lettede anker igen og sejlede videre. 
Heldigvis, for senere nåede vi frem til en ø, Mborokua Island, der var som en vulkan kegle, hvor bugten var inde i midten af vulkanen, et underskønt område med jungle helt ned til vandkanten og vandet var helt krystalklart. Øen var ubeboet, så det var herligt at have det hele for sig selv. 
Korallerne var uberørte og fantastisk flotte.
Næste stop var Peave i den sydlige del af Marovo Lagoon i New Georgia Province, som er et kæmpe område med hundreder af øer, god dykning, især i passene i revet ud mod det åbne hav. Peave landsby var stedet jeg sidste gang fik lavet min specielle træudskæring, som hænger på væggen i Anacondas salon. Her følte vi os meget velkommen og besluttede at holde Nytårsaften her. 
Der lå 3 andre både her, den amerikanske båd Sea Fury, hvor mand og kone skændes dagen lang, Aurora Star med det unge par, samt en Argentinsk båd Karymba med en farmer familie med to døtre. 
Carolina og Simon Karymba kom vi meget godt ud af det sammen med. Herlige glade mennesker. 
De havde haft en farm i det sydlige Argentina og besluttede at rejse ud og se Verden. De begyndte herefter at søge efter en båd i passende størrelse og endte på franske New Caledonien, hvor de købte en kæmpe stålbåd, et tidligere lille lastskib af stål, som var ombygget til sejlfartøj.
Nytårsaften havde vi aftalt med en lokal, at vi kunne benytter hans træbro til at affyre vores fyrværkeri, som vi købte på Fiji. 
Man kunne ikke købe fyrværkeri på Solomom Øerne og der skulle i øvrigt specieltilladelse til affyring. Hurtigt var der mange lokale samlet omkring os og det var tydeligt, at de ikke havde set fyrværkeri før. Det var virkeligt sjovt at opleve. 
Vi havde en masse håndholdte lys-poppere, som børnene kunne holde. Stor succes. Desuden flere store kanon batteriet, der skød raketter højt op og eksploderede i et sandt lyshav. Et unikt fyrværkeri der var en nytårsaften værdig.
De lokale fejrede nytår dagen efter hvor de afholdt en stor fællesspisning under et stort halvtag. Hele landsbyen var samlet ca. 150 mennesker og vi var inviteret med. Alle familier medbragte en eller anden form for mad, sweet potato, Kanawa, Taro, tapioka, pumpkin, bananer, kosos og bønner. 
Det meste var rodfrugter og alle var iført det fineste tøj de ejede. Maden blev derefter delt ud til de respektive familiers fade, der havde familienavn på. Et specielt bord var opstillet til os, hvor der var serveret lokal mad og vores medbragte mad blev sat på det store bord til fælles smagsprøve. 
Laura havde lavet en spaghetti ret, som var meget populær. De lokale benytter overhovedet ingen krydderier selv i deres mad. Jeg havde lavet nogle for os, mislykkede Marcipanbrød, men de var til stor glæde for de lokale børn. 
Lederen af landsbyen bad os om at stå op på en form for scene og fortælle hvem vi var, hvor vi kom fra og om vores skikke for jul og nytår. Jeg kunne fortælle, at jeg havde været i netop denne landsby for 8 år siden. Senere, efter spisningen, fyrede jeg nogle raketter af jeg havde gemt, igen til stor succes, hvor alle jublede.
Dagen efter gik Laura og Dan Hansen en tur igennem junglen langs stranden til den næste landsby, hvor de så de tamme store ål, der svømmede i vandløbene. Ålene er kæmpestore, nogle så tykke som et lår. Vi handlede og byttede med de indfødte, træskærerarbejder, frugt og grønsager i bytte for fiskeliner, fiskekroge, T-shirts, slikpinde, ris, sukker, Milo chokolade mælkepulver og papir og blyanter.
De næste dage tilbragte vi med dykning oppe i Marovo Lagoon, især drift dyk i passene. På et tidspunkt fangede vi en kæmpe Barracuda, men vi ville ikke spise den af frygt for fiskeforgiftning. Vi bandt en krog i den og lod den ligge bag båden om natten, men den var der stadig næste morgen. 
Vi lod den derefter drive væk, men få minutter efter hørte/så vi et kæmpe plask og fisken forsvandt i dybet. Wow, hvad var det der tog den?
Dagen efter ankrede vi ved en lokal landsby, Telina og en indfødt fortalte, at der helt sikkert har været en krokodille, som de havde masser af i området. Han fortalte videre, at vi sagtens kunne spise Barracudaer, da der ikke fandtes fiskeforgiftning i området.
En dag blev Laura pludselig syg. Smerter i alle knogler, feber og Influenza symptomer. Jeg var med det samme klar over, at det var Malaria og fik Malaria medicinen frem. Vi havde heldigvis lige købt en frist forsyning i Honiara, hvor det kan købes over disken for ca. US 14 dollar for en kur. 
Allerede dagen efter var hun i bedring, blot meget træt. Efter kuren var hun fuldstændig frisk igen. Hun må være stukket på et tidspunkt i Vanuatu, da der er mindst 10 dages inkubations periode. Vi ser næsten ingen myg nogen steder, men lige i skumringen om aftenen er der nogle få stykker. Vi tager ikke noget antimedicin mod Malaria, men behandler Malariaen med det samme, hvis vi får det. Ellers benytter vi spray og nogle gange myggenet.
Efter yderligere et par dage med dykning og besøg i små landsbyer, sejlede vi videre ud imellem de små øer og landede i det sydvestlige hjørne af lagunen. 
Her havde vi hørt der skulle være en unik oplevelse. 
Vi ankrede ud for en lille ø der hed Nut Island og ejeren Aldio Pita kom ud til os og ønskedes os velkommen. Vi fik herefter arrangeret en dykkertur i hans båd, en åben glasfiberjolle med Suzuki påhængsmotor, der næste dag førte os igennem mangrovesumpen og en kunstig kanal ud til det åbne hav. Kanalen var sprængt af de amerikanske tropper, der havde base i området under WWII. 
Efter ca. en times sejlads i underskønne omgivelser landede vi under et højt klippefremspring, hvor der i vandet under os var et hul i klippegrunden. 
Vi dykkede herefter ned i hullet, ca. 15 meter, hvorefter tunnellen drejede vandret yderligere 25-30 meter. Her kunne vi se lyset forude, og vi landede i en stor slugt, hvor der på 45 meter vand lå et gammelt skibsvrag fra WWII. Vandet var klart og dykket fortsatte langs en lodret væg med tusinder af koralfisk. Et af de bedste dyk på turen.
Aldio Pita var som de fleste her, træskærer og han havde lavet nogle fantastiske figurer. Dan Hansen fik handlet med ham og reddede sig en over 1 meter høj meget flot udskæring. Den var så stor, at Aldio måtte bygge en speciel kasse til den. Ikke ligefrem en flyvenlig bagage, men vi kikker efter noget bedre.
Netop da vi var der, havde Aldio inviteret hele sin familie på besøg og vi var beæret inviteret med. Igen et overdådigt madbord og Laura havde igen lavet en ret, denne gang en kartoffelsalat med pølser.
Vejret på Solomon øerne var præget af ITCZ. Inter Tropical Convergence Zone. Om morgenen var det tit sol og op ad formiddagen blev det mere overskyet og kraftige regnbyger af og til. Samtidig var det meget varmt og om natten var der næsten ingen vind, så Dan Hansen sov tit i hængekøjen på fordækket. Vi havde vores vindpose til at lede luften ned i agterkahytten, så det gik. I værste fald benyttede vi vores Fan. 
Når det regnede samlede vi vandet med vores solsejl og fik fyldt tankene op når vi havde behov for det. Det var også herligt, at kunne tage sig et køligt regnbad på agterdækket, når man skulle køles af.
Vi sejlede videre og ankrede i den ene smukke bugt efter den anden og dykkede på koralrev, drop offs og i huler. Solomon hører til et af de bedste dykker destinationer i Verden.
Vi ankom til Gizo den 12. januar. Gizo er den anden største by på Solomon Øerne selv om det ikke siger så meget, for der er kun
Her lå vi i 4 dage, hvorefter der kom vejrudsigt advarsler på radioen. En tropisk storm var under opbygning i den østlige del af Solomon og det gav regn og kraftige vinde over det meste af øerne den kommende uge, så vi udklarerede i en fart og motorsejlede af sted mod PNG. Vind, strøm og bølger var imod hele vejen de 280 sømil sydvest over mod Lousiades Islands, så det blev en våd tur, der tog længere end vi havde regnet med.
Marlin
Et lyspunkt var, at vi dagen før vi ankom til de yderste øer af Lousiaderne fik bid på krogen lige før solnedgang. Fiskehjulet hvinede og langt ude så vi en stor fisk springe ... Black Marlin!! 
Dan Hansen var hurtigt ved hjulet og fik kontrol over udløbet og efter en lang kamp på ca. 40 minutter fik vi fisken indenbords, en fyr på anslået 75 kg. JuHuuuuu!!! 
Efter foto og video gik Dan i gang med at partere Marlinen. Vi tog selv nogle poser med filetter og lod fisken ligge og håbede på, at vi ville møde nogle lokale fiskere vi kunne forære fisken til. Marlin er ikke ret god som spisefisk, meget sejt kød. Men de lokale elsker kødet og ryger det.
Vi ankom næste morgen og sejlede ind bag revet, men mødte ingen fiskere. Så desværre måtte vi søsætte Marlinnen ved vores ankerplads, forhåbentligt som føde for krokodillerne.
Landskabet havde skiftet. Det var stadig klippeøer, men imellem junglebevoksningen var der store partier med græs på siderne af bjergene. Vi tænkte, det måtte være på grund af "wildfire" i den tørre tid på året. Der var ikke mange hvide strande, men ind imellem fandt vi nogle dejlige ankerpladser.
Vi ø-hoppede herefter på Lousiaderne på vej østover. Vi var noget usikre m.h.t. visum, så vi besluttede at vente med indklarering i Port Moresby. På hele turen, hver dag, mødte vi dejlige glade mennesker, ved bød os velkommen i deres kanoer og tilbød os frugt og grønsager. Vi handlede flittigt med slikpinde, fiskekroge, fiskeliner, T-shirts, sukker, mælkepulver, mel, ris, blyanter og papir, snore og tov, andet brugt tøj, gammelt snorkeludstyr m.m. 
Disse mennesker er meget fattige, så alt havde interesse. Alle steder vi stoppede, kom de ud i kanoerne og sad og kikkede i timevis på båden.
Vi fortsatte vestover og stoppede på Panasia i Calvados gruppen, øen, hvor jeg havde været før og set hulerne i bjergformationen.
Motorhavari
Da vi droppede anker i den smukke bugt imellem koraller, klart vand og hvid sandstrand var der pludselig ingen reaktion på propellen ???? 
Efter en kort undersøgelse konstateredes, at det var torsionspladen, der overfører kraften fra motoren til gearkassen, der var stået af. 
OK, fat i værktøjet og i gang.
På stranden boede nu en fiskerfamilie, som kom ud og besøgte os. Imens jeg arbejdede, tog de Laura og Dan med op i hulerne og senere på dagen arrangerede de barbecue på stranden med hummere. Jeg havde i mellemtiden repareret pladen nødtørftigt ved at svejse nitterne. Ved mørkets frembrud kom der pludselig titusindvis af fluer, som lignede de danske forårsfluer, uskadelige, men irriterende. Det holdt på et par timer, så lå de allevegne, døde. Cockpittet var helt brunt af fluer.
Dagen efter sejlede vi over til naboøen, Little Panasia, hvor vi mødte nogle af dem jeg havde mødt tidligere. Bl.a. Sam og Eddyson
De kunne kende Anaconda med det samme. Eddyson gik nu på krykker. Han havde været ude for et uheld med en gasflaske, der sprang i luften og beskadigede hans højre ben voldsomt. Sidst vi var på Panasia holdt vi en huggelig barbecue på stranden sammen med dem. 
På Little Panasia talte Eddyson med nogle andre fra landsbyen og vi fik lov til at kravle op på et højere niveau på klipperne bag landsbyen. Efter en kort tur igennem junglen kom vi til hulen, hvor jeg tidligere har set kranier og skeletter. De var der alle sammen endnu. Ingen ved hvor gamle de er, men de ser meget gamle ud. Spændende.
Fra Panasia tog vi en natsejlads og havde arrangeret at lande i Port Moresby efter nogle dage, men sådan skulle det ikke gå. Vi løb ind i voldsomt uvejr, med vind og strøm imod os, så næste dag gik vi i læ i en lille bugt ved en landsby. Igen skete det. Svejsningen havde ikke holdt.
Torsionspladen var igen knækket sammen. Værktøjet frem igen og denne gang blev reparationen udført med kraftige stålskruer og det holdt.
Vi fik nogle vejrudsigter ned på sailmail og vi kunne konstatere, at vejret ikke var med os. Det var umuligt for os at nå frem til Port Moresby. 30 til 40 knobs modvind 250 sømil er ikke sjovt.
Vi satte herefter kurs mos Alotau i Milne Bay, hvorfra Dan kunne flyve hjem via Port Moresby og de kommende gaster kunne ligeledes kommer hertil fra Port Moresby.
Vi var spændt på indklareringen, men det gik fuldstændig smertefrit. Det kostede ingen ting udover, at vi skulle betale visa gebyrer, i alt 300 kina lig med kr. 700,- for Laura og mig. 
Dan Hansen havde fået visa til PNG hjemme i DK ved at skrive til ambassaden i London.
Dagen efter ankom Christine Larsen fra Port Moresby. 
Christine
kunne fortælle, at hendes visa, der blev udstedt i lufthavnen i Port Moresby i løbet af 5 minutter, ikke kostede noget. Der er ikke rigtig styr på tingene hernede !
Dan gik i gang med at pakke sine træudskæringer og fiskehalen fra Marlinen, som skulle med hjem som trofæ. Vi håber han får den igennem. Den lugtede fælt :o) 
Dagen efter fik Dan talt med Airnuginie om flybillet til Port Moresby. Men han fik den besked, at der var totalt udsolgt den næste uge fordi studenterne skulle tilbage til Port Moresby efter endt ferie, så alt var udsolgt. Men Dan fik alligevel arrangeret en plads. Han fik besked på, at møde op i lufthavnen næste morgen, så ville ham Dan havde talt med få ham igennem på trods af, at han ingen flybillet havde fået??
Næste morgen sejlede vi Dan i land og han må være kommet godt af sted, for han kom ikke tilbage :o)
De kommende dage ankommer Nina Ottosen Lei og Henrik Hoelsgaard
Jeg fik gang i en bestilling af en ny Torsionsplade og næste gast Henrik Hoelsgaard fandt hurtigt en tysk auto reservedelsforhandler, der havde pladen, så han ville tage den med i bagagen. Så er vi sikret, hvis reparationen brækker ned senere.
Derefter skal der provianteres for den næste periode, op igennem øriget i PNG til enten Rabaul eller Buka og derfra sætter vi kursen mod Micronesien. På vejen er der en række atoller vi skal besøge.
PNG er et uland m.h.t. internet. Alle steder hvor det findes er det uhyre langsomt og tillige meget dyrt. En internet Cafe tager 40 kina svarende til næsten kr. 100,- for en time. 
Vi har vores USB modem med et SIM kort og får via mobil internet til en meget bedre pris, men stadig noget langsomt.

Micronesien den 21. marts 2014
Efter proviantering i Alotau satte vi kurs østover, op mod Øhavet The Trobrian Islands, som er bjergrige junglebevoksede øer med dybe fjorde, alt omgivet af herlige koralrev og godt dykkervand.
Henrik Hoelgaard havde nyt fotoudstyr med. Et Canon 17 Pix. digitalcamera i specielt undervandshus og en stor lyskilde fra Ikelite. Derudover to GoPro3+ kameraer. Det ene konstant filmende fra pandebåndet, når han dykkede. Henrik Hoelgaard er pilot og flyver i Europa, men har planer om at investere i en katamaran og sejle ud i verden, så han er med for at se hvordan langtursejladsens er.
Vi ankrede om natten og havde næsten hver dag et dyk på enten drop offs eller spændende koralrev. Nogle gange ankrede vi ud for afsides landsbyer, hvor de indfødte kom ud i deres udrigger kanoer og ville handle med frugt og grønsager. Vi var flere gange i land og se hvordan de boede og blev vist rundt til kirker og skoler m.m. 
Der er sket fine forbedringer i de år jeg har været væk fra PNG. Mange steder er der nu solceller, så strømforsyningen er forbedret. 
Selv om beboerne stadig bor i palmehytter, er det en fremgang for dem. 
Ikke mindst takket være danskeren Hans Clemmensen, i båden Seagoon, der bor i Cairns. Hans har sejlet PNG tyndt og har formået at få samlet støtte til solpanelerne i Australien. Jeg mødte Hans Clemmensen i Cairns for 7 år siden og har haft kontakt med ham jævnligt siden. Alle steder vi kommer frem i PNG kender de Hans Clemmensen, som også er medlem af FTLF.
Vi havde Egum Atollen, som ligger på 09` 23 minutter S og 151` 56 minutter Ø som mål. 
Når vi ankrede var det med at sørge for, at ankret havde ordentligt fat i bunden. Vi benytter vores 30 kg Bruce, som vi er glade for og på f.eks. 10 meter vand har vi mindst 60 meter kæde ude. Tit kom der en regnkuling om natten og der er ikke noget værre, end at skulle op om natten i bælg ragende mørke og konstatere, at vinden havde skiftet 90 eller 180 grader og ankret ikke holdt og man drev og skulle finde en ny ankerplads imellem rev og øer. Selv inde i Atollerne er det som at ankre på åben kyst, hvis vinden vender. Tit sker det, at ankerkæden vikler sig rundt om koraller på bunden og derved bliver kortere og kortere for til sidst at være tæt på brud, når Anaconda hugger i bølgerne. Vi har derfor meget tit normal antal meter kæde ude og på de sidste 30/40 meter hægter vi to til tre bøjer i kæden, hvorved kæden svæver midt i vandet hen over koralhovederne og den undgår derved at vikle sig rundt om alt den møder. Fendere kan også bruges. Det giver også en god fjedrende effekt og en roligere ankring. Vi nød opholdet på Egum atollen og kunne konstatere, at vores tyske venner i båden Freydis havde været her for kun 14 dage siden, men var sejlet videre nordover. Vi ved de er på vej til Japan.
Fiskeriet var langsomt. Overfladevandet er for varmt, men vi har erfaring for, at det kommer igen.
Vi fortsatte nordover imod andre øer og havde mange gode oplevelser med de indfødte og flere gode dyk. Det er ikke svært at finde lodrette vægge med huler og der er altid hajer og rokker at se.
Den første længere sejlads, over et par døgn, var op mod New Britain, hvor vi ankrede på østkysten, i en Bugt ved navn Jammer Bay som er et af Verdens mest regnfulde steder. Årlig regnmængde ca. 6500 millimeter!!! 
Men vi var heldige, at vejret var fint da vi var der. 
Et af stederne var en godt beskyttet Fjord, Put Put, hvor der på den ene side var en Katolsk Mission og på den anden side en anden af de mange missioner, der er opstået efter missionærer for mange år siden har forsøgt at "frelse" de vilde mennesker der boede her. Det fortælles, at der forsvandt flere missionærer i kanibal gryderne, end der blev omvendt vilde. Det samme gjorde sig gældende alle steder ud over Papua New Guinea, nogle steder tog længere tid at "omvende" end andre. De "omvendte" kristner grupper blandede sig ikke med hinanden. Put Put var en gammel Savmølle og udskibningshavn for træfældere, der var lukket for længst. De indfødte var alle steder glade og venlige og da vi spurgte om de havde Custom Danses, fik vi arrangeret en lille opvisning med dans i krigsmaling. Mod betaling, naturligvis.
Længere nordover kom vi frem til Kokopo, som er blevet en stor udstrakt by efter Rabaul for 20 år siden blev halvt dækket af aske fra vulkanudbruddet fra Vulkan og Tavurvur, der ligger i området. Da man etablerede Kokopo som ny hovedstad for New Britain var det uden omtanke for beskyttelse. Kysten er helt åben og dyb helt ind til kysten, så der er ikke tilrådeligt at stoppe og ankre her. Vi sejlede videre 15 NM mod Rabaul og ankrede ud for Yachtklubben.
Vi tilbragte herefter en uges tid i Rabaul, med mindre udflugter. 
Henrik Hoelgaard
, Nina ottesen Lei og Christine Larsen havde en heldags vandretur til Tavurvur, som var en fin oplevelse. 
Der er også stadig en del gamle krigs efterladenskaber i området fra den Japanske belejring af Rabaul, hvor de havde en af Stillehavets største baser. Ved krigens slutning var der 200.000 mand, der pludselig stod uden forplejning og desuden skulle transporteres tilbage til Japan, så mange døde af sult inden det skete. Der er en meget stor Japansk Memorial begravelsesplads i Rabaul efter denne tid.
Vi konstaterede, at Tyske Freydis også her havde været her for 14 dage siden. Men i øvrigt ser vi overhovedet ingen andre sejlbåde her. Der er langt imellem dem og det er uden for sæsonen.
I Yacht klubben mødte vi Matty, en "Australier", der var født og opvokset i Rabaul. Matty kunne fortælle mange historier fra området og kendte de gode dykkersteder. Også en anden "Australier", der var født og opvokset i Lae på PNG.s fastland, var på besøg i Rabaul med sin dykkerbåd. Han havde hele livet dykket i PNG og havde stor interesse i skibs- og flyvrag fra WWII, så han kunne udpege en masse vrag, som ingen andre kender.
Han kendte min gode ven fra sidste gang jeg var i Madang, PNG, nemlig Tony Byrns. Men han måtte beklage, at Tony var død for 4 år siden. 
En trist melding, for jeg havde regnet med at sejle til Madang, når vi kommer tilbage til PNG efter Micronesien.
Computer problemer
Der er store problemer med at komme igennem på radioen hele tiden. Vi er langt fra Stationerne, så det er kun på en begrænset periode om natten, jeg kommer igennem. Positionsmeldingerne har jeg fuldstændig opgivet på HAM-båndet. Icom radioen trænger til at komme til eftersyn og i øvrigt er displayet næsten ulæseligt. Den må sendes til USA, når vi kommer til Guam.
Herudover har der været mange problemer med computerne. 3 computere, to af dem gamle, er inden for de sidste par måneder brækket ned og vi har således mistet alle e-mails og e-mail adresser. 
Vi er nu på den "Sidste" laptop og har fået skrevet alle de nødvendige waypoints ned, hvis den også brækker ned. Så kan vi da finde vej til Pohnpei uden computer. Heldigvis kommer der en sprit ny 12 volt "Barebone car computer", som jeg har bestilt i USA på nettet, herud med de næste gaster i Pohnpei.
I Rabaul udklarerede vi til Micronesien of havde nogle stop på Duke of York Islands og den sydlige del af New Ireland, inden vi sejlede nordover mod Nissan Atollen og den sidste PNG Atoll ved navn Nguria Islands. Her havde vi også nogle gode dyk og oplevelser på små hvide sandstrande med palmer.
Det har været motorsejlads hele tiden, da der ingen vind er. Kun få timer en gang imellem. Så motoren kører med 1100 omdrejninger og giver ca. 3 knobs fart, men er besparende i diesel. Men det løber alligevel op. Siden Gizo i Solomon har vi brugt 1400 liter til en pris af ca. 8 kr. per liter. Det er en væsentlig fordyrelse af vores løbende udgifter. Men uden motor kommer vi ingen vegne, så det må man bare glemme. Heldigvis kommer vi tilbage i vinden, når vi når op mod Micronesien.
Fra Nguria sejlede vi nordover og passerede Ækvator den 12. marts. 
Kong Neptun kom naturligvis om bord og tog de nye landkrabber i øjesyn, hvorefter de blev døbt på manerlig vis. Kong Neptun gav os fiskelykke, for vi fangede en gråhaj på godt en meter, 3 Yellowfin Tun, en Wahoo og en anden skælfisk. Alle er enten spist eller på frost. 
Dagen efter landede vi på Atollen Kapingamarangi, som hører til Micronesien og det er således polynesiere, der beboer atollen. Efter et herligt ophold, med gode dyk, Manta rokker, hummerjagt og nogle søvnløse nætter med kraftige Thunderstorms, forlod vi atollen den 18. marts og er nu på vej mod Sabwuafik Atollen, ca. 100 sømil fra Pohnpei, 350 sømil fra Kapingamarangi.
I Rabaul fik vi sendt anmodningen om "Arrival Permit" til myndighederne i Pohnpei, men fik ikke noget svar, så vi skal nok i diskussion, når vi kommer frem, hvilket er planlagt til den 28. marts. 
I Pohnpei står Henrik Hoelgaard og Nina ottesen Lei af og vi skal finde ud af hvor Christine Larsen står af. Det var meningen Christine skulle stå af i Chuuk State, men den dropper vi. Vi har hørt fra andre sejlere, at der er en 300 dollars besøgsafgift og det har vi ikke lyst til at betale. Det er nogle afsindige gebyrer, der alle vegne opkræves nu. Vi skal betale afgiften både i Pohnpei State og Yap State, så det må være nok.
I dag har vi haft rimelig vind fra SØ, så vi kunne slukke motoren nogle timer.
I Pohnpei kommer den 4. april Frej, Nanna, Anne og Henrik Rask Kralund fra Odense og skal sejle med til Yap.

April 22. 2014
Vi ankom til Sabwuafik atollen midt på dagen, så indsejlingen i passet var nem i det rolige vejr. Passet strækker sig 1,5 sømil ind i lagunen, meget flot syn i det krystalklare vand. Vi fortsatte mod den vestlige del af lagunen, hvor hovedøen ligger. Kort efter vi havde droppet ankeret, kom en udriggerkano sejlende og om bord var Jeffrey, der havde genkendt Anacondas orange mast. Jeffrey smilede over hele ansigtet og havde medbragt bananer, kokosnødder og anden frugt. Vi udvekslede lidt oplysninger og han fortalte, at hans onkel Marcello var i USA. 
Jeffrey og Marcello var om bord på Anaconda sidst jeg var på øen og hjalp med hummerjagt m.m. som beskrevet i Steen Sørensens bog "GAST".
Kort efter kom en anden udrigger ud med en politikonstabel, Tony og øens borgmester, Capino, der vrissede af Jeffrey og forklarede, at ingen måtte nærme sig Anaconda fordi båden ikke var indklareret i Micronesien. Jeg fandt hurtigt på en undskyldning og forklarede, at vi kom fra PNG og havde problemer med forstaget, som vi skulle reparere, hvilket ikke engang var løgn. Der er knækket to cordeler ud af de 19 cordeler i et 12 mm forstag, helt oppe ved den øverste terminal. Capino forklarede, at vi gerne måtte blive og reparere, men han bad os komme til sit kontor, så han kunne se vores papirer og indberette til Pohnpei via radio. 
Alt var i orden og vi havde herefter nogle herlige dage her med dyk i passet, nattejagt efter hummere på revet, nattejagt efter kokoskrabber og masser af snorkel og svømning. Jeffrey fik en kopi af "GAST", hvor der er billede af ham m.m. og alle på øen var ivrige for at se billederne. Sabwuafik har en meget lille "Airstrip", så når der er trafik til øen, er der forbindelse en gang om ugen med et lille Cesna fly, der dog kun kan tage forsyninger med i meget begrænset omfang.
Da det var tid til afgang kom borgmesteren og spurgte, om han og politimanden Tony kunne sejle med til Pohnpei. Det havde jeg ikke noget imod, da det kun var 80 sømil, men jeg forklarede, at vi endnu ikke var indklarerede i Micronesien og jeg gerne ville have en bekræftelse via radioen, at det var lovligt. Capino snakkede med diverse mennesker via radioen til Pohnpei og forklarede, at alt var i orden, hvorefter vi tog af sted. Vi brugte dog et dags tid mere ved passet for at finde Mantaerne, men det lykkedes ikke.
Ved ankomst til Pohnpei var det nat og vi lagde os til ankers inde ved indust-frihavnen. Næste morgen blev vi anvist en kajplads og kort efter kom Immigration og Custom for at indklarere os. De blev helt hvide i hovedet, da de så, at vi havde to lokale mennesker om bord fra Sabwuafik. Efter en masse palaver om "menneskesmugling" og store bøder, forklarede Tony mig, at vi kunne være rolige, da chefen for Customs var hans fætter og alle nærmest var i familie. Men det hele endte med, at jeg kørte med op på kontoret for at finde vores ansøgning om at få "Entry permit", som er obligatorisk og som man skal have i hånden ved ankomst. På deres computer kunne de se, at jeg havde bedt om Entry Permit for over en måned siden, så alt var i orden. De advarede os dog imod at tage lokale med om bord en anden gang, før vi var indklarerede.
Efter indklarering sejlede vi ind i bunden af lagunen, hvor der nu var etableret en lille Marina med nye bygninger og en herlig bar ved vandkanten. Mangrove Bay Yacht Club, hed den. Der lå en del andre både her og vi fik arrangeret at ligge ved ponton for 80 doller om ugen. Aurora Star, som vi havde mødt i Solomon Øerne lå her og byggede på deres båd. Vi havde en herlig uge her med udflugt til Vandfald og Nan Madoll ruinerne i en lejet bil. 
Nina Ottesen
Lei og Henrik Hoelgaard steg af båden og vi gjorde klar til at modtage Familien Kralund
Christine Zöga Rytter Larsen
forsøgte at arrangere, at blive i Pohnpei nogle uger mere og så flyve til Yap, da Christine havde flybillet videre derfra, men det endte med, at hun sejler med til Yap, da det var for dyrt at flyve dertil. Vi fik af og til besøg af Capino og Tony og fik en øl sammen i baren.
Capino var nødsaget til at tage tilbage til Sabwuafik for at deltage i et møde, så han tog flyveren tilbage. Tony ville gerne sejle med tilbage og de efterfølgende dage kom han med forsyninger til øen, så hele fordækket og salonen var fyldt med pakker.
Der har i lang tid været problemer med HF radioen, så en dag jeg mødte en lokal radiomand ved navn Herman, tilbød han at skille og rense den. Jeg havde et nyt display til radio kontroldelen og det ville han sætte i. Da Herman kom tilbage med radioen virkede den overhovedet ikke. Efter endnu et negativt forsøg skilte jeg den selv ad og kunne se, at han havde ødelagt de dele displayet skulle sidde i, så nu havde vi overhovedet ingen radio. HF radioen er meget vigtig for at få vejrudsigter, netop her i Micronesien, da der opstår tyfoner hele året.
Heldet var dog med os, for en aften i baren mødte jeg en anden sejler, John Ranahan, der havde været i Pohnpei i 5 år, som Master Scuba Diver Trainer.  John forklarede, at han havde samme radio, en Icom M802 Marine, men den virkede ikke mere, da hoved enheden var blevet ødelagt af dryppende saltvand. Hans display sad stadig i navigationspanelet, så han havde ikke noget imod at sælge det. Jeg have næsten bestilt et nyt i USA til 360 USD plus fragt, så vi blev enige om 100 USD. Rensningen af radioen havde ikke hjulpet, så jeg er klar over, at radioen skal sendes til en Icom reparatør når vi når til Guam.
Familien Kralund, Henrik, Anne, Nanna på 11 år og Frey på 6 år ankom den 4 april. Henrik havde ikke nået at få min nye computer med. Ekspeditionen igennem post- og toldvæsen var alt for langsom, da den var sendt fra USA på trods af, at den var bestilt og betalt over en måned før. Ydermere var den laptop vi indtil nu havde navigeret på, gået ned. Harddisken var ødelagt. Men ved hjælp fra Aura Star med Sara og Brent fik vi en anden harddisk i og indlæst de nødvendige programmer, så vi kan navigere os til Guam.
Dagen vi kom ind på ankerpladsen så vi, at der lå en 40 fods X-Yacht til ankers. Den havde ligget her uden vedligeholdelse i 6 år og så ikke godt ud. Båden var kommet sejlende fra Japan og besætningen havde efterladt den her og var aldrig kommet tilbage. De havde nu sat den til salg, men der var ingen købere. I baren mødte jeg en australier ved navn Vincent Shipton, der arbejdede i Pohnpei. Han var interesseret i båden, så han bad mig om at kikke på den og komme med nogle bemærkninger. Han fik arrangeret den på land og vi gik den igennem. Båden så forfærdelig ud, både uden på, osmose i bunden og indeni, hvor der havde stået vand over dørken, så fugten havde ødelagt en masse. Der skulle meget arbejde til at få den i stand, men det kunne dog godt betale sig, hvis man selv lagde arbejdet i og prisen var i orden. Vincent gav Japanerne et tilbud på 6000 USD, som han var sikker på de ville acceptere.
Radiomanden Herman kom oprindelig fra Nukuoro Atollen og han bad os om at tage nogle forsyninger med dertil. Så vi havde efterhånden båden godt fyldt op med Medicin, benzin, madvarer og andet.
Vi fik selv gjort alle de indkøb, der var nødvendige for de næste 6 ugers sejlads med 7 personer om bord og den 7. april sejlede vi mod Sabwuafik med Tony om bord.

Micronesien den 29. april 2014
Da vi ankom til Sabwuafik, blev alle forsyningerne læsset ned i motorbåden, en åben Bananaboat, som er en stor jolle med 40 HK Yamaha påhængsmotor. Der skulle to fuldt læssede bådture for at bringe tingene i land. Jeg tror vi har haft over en ton forsyninger med. Men alle på øen var glade og vi blev overdænget med frugt og gaver. 
Henrik Kralund
, der er læge i Odense hjalp til på det lille Dispensery. 
Der blev arrangeret en fest for os med stegt pattegris og mange andre specialiteter.
Tony var i gang med at udhule en træstamme og lave en ny udrigger kano. Af gammel spilerdug syede jeg ham et nyt stort sejl.
Efter nogle dage på hovedøen sejlede vi over i den modsatte del af lagunen og svømmede og dykkede i passet. På et af dykkene var jeg heldig at se fire store Mantaer komme svømmende imod mig og de blev filmet flittigt med mit lille GoPro Camera. Capino og Tony sejlede med og havde arrangeret at sejle tilbage i deres udrigger kano. Igen fik vi masser af kokoskrabber og hummere. Trist at sige farvel til dette lille paradis, hvor vi var en uge.
Vi fortsatte til Nokuoro atollen, 180 sømil mod sydvest, hvor de allerede, via HF radio, vidste vi var på vej. Politi og Mayor kom ud og tog imod os og de var lykkelige for forsyningerne. Politikonstablen Sebastian forklarede, at Lazarus, som er med på billedet i bogen GAST nu var i Pohnpei. De kan kun komme til og fra øen hvert halve år, når forsyningsbåden kommer. Men han kunne fortælle, at det var ham, Sebastian, der havde taget billedet dengang. Senere viste han stolt et stort billede frem til os på hans kontor. Nøjagtigt det samme billede som i bogen. Sebastian fik også en kopi af bogen og blev glad.
Vi tilbragte en uge her med mange gode oplevelser. Vi dykkede i passet flere gange med masser af store Groupers og hajer ude ved revkanten. Sebastian tog os med i sin Bananaboat, men vi brugte vores benzintank, de der næsten ingen benzin var på øen. En morgen havde Sebastian arrangeret, at Henrik Kralund og jeg kom med hans fætter ud og fiske. Vi var ude på fiskepladsen kl. 6 om morgenen i bananabåden og begyndte at trolle frem og tilbage. I løbet af halvanden time fangede vi 10 Yellowfin Tun og en Wahoo, så det var en herlig oplevelse. Fryseren fyldt og 8 glas henkogt tun.
Sebastian viste stolt det sejl frem, som jeg syede til ham for 8 år siden. Det var nu noget laset, så jeg fandt et gammelt forsejl og af dugen syede jeg ham et nyt sejl. Det tog om sig, for hans onkel kom med et gammelt stykke sejldug, så det måtte jeg også om til et sejl. Det er en herlig fornemmelse, at kunne hjælpe de lokale med ting de ikke selv har muligheder for.
Ved landsbyen lå der et vrag af en japansk sejlbåd, der 6 mdr. forinden var løbet på yderrevet og forlist. Ejeren, der havde været alene om bord var formentlig faldet i søvn og ramte revet kl. 4 om morgenen. De store Stillehavsdønninger gjorde kort proces og inden der kunne gøres noget var der et stort hul i bunden efter kølen, der brækkede af. Han reddede livet og de lokale fik afrigget båden og med tønder ved siden fik de transporteret båden ind til landsbyen. Japaneren havde opholdt sig på øen til den næste forsyningsbåd ankom, et par måneder efter. Han græd hver gang de snakkede med ham om forliset. Båden viste sig at være en 39 fods Jeanneau Sun Charm fra halvfemserne. Han fik tabet dækket af forsikringen, hvorefter Den Mikronesiske Regering overtog skroget. Båden var blevet tømt for diverse udstyr, der nu lå på et lager ved borgmesterens kontor. Sebastians fætter havde fået skroget, men der var endnu masser af udstyr om bord. De følgende dage fik vi lov til at tage resten. 7 luger og vinduer, hele udstødningssystemet, masser af beslag fra dækket, hele styresøjlen Whitlock Cobra med bøjle og forbindelser (magen til Anacondas) fik vi foræret. På lageret købte jeg 80 meter 10 mm ankerkæde med et 20 kg Delta anker, helt nye genuaskøder, helt nye 18 mm fortøjninger, det knækkede Profurl rullesystem med alle svirvler og forbindelser, magen til Anacondas, hvor flere dele alligevel stod for udskiftning, en helt ny Hitachi 100 AH generator, en solcelle ventilator, en remote kontrol til ankerspillet, hele fuel systemet med slanger og filtre m.m. 
Alt i alt mange tusinde dollars værdi blev købt for 100 USD.
Nanna Kralund havde i flere dage deltaget i danseundervsning sammen med de lokale og en aften var vi inviteret til opvisning hos borgmesteren, hvor mange mennesker var samlet for at se danserne og Nanna udklædt med skørter og blomsterkranse i håret.
Det var igen trist at sige farvel til et lille paradis, men vi måtte videre mod Yap og havde endnu 1100 sømil at sejle.
Vejrudsigterne var ikke gode, på den måde, at der ingen vind var og vi har ikke diesel til at sejle mere end halvvejen og vi kan intet få undervejs.
Vi er p.t. på vej nordvest over og ligger syd for Chuuk og håber at komme op i vindbæltet 5 grader N. Havet er helt roligt med 2 m/sek. vind fra NØ, så det går langsomt. Vi håber at kunne nå frem til Yap før Familien Kralund skal med flyet den 15. maj.
Micronesien har forandret sig. Der opkræves nu anker frees på de fleste atoller, især dem omkring Chuuk, som selv har et meget dårligt ry. Helt op til 30 dollars per person om bord, så vi stopper ikke på de ellers planlagte steder, kun på ubeboede atoller. Synd, for alle disse øer er det rene paradis. 
Vi dropper også Palau, for her er gebyrerne meget højere.

Micronesien den 23. juni 2014
Efter vores herlige besøg på Nuku Oro sejlede vi vestover og stoppede på Puluwat, syd for Chuuk, for et par dage, hvor vi lå sammen med s/y Helena med Eddy og Glenda
Her var mere end en million fluer, så vi sejlede videre efter vi havde besøgt den lokale landsby og dykket p et amerikansk Bombefly, der nødlandede her under WWII.
Vi fortsatte helt til Sorol, som var en ubeboet atoll, ikke langt fra Yap. I land kunne vi se, at der af og til kom besøg af fiskere, der overnattede, men ellers var her kun gamle ruiner efter en vejrstation, der var nedlagt engang i halvfemserne. Men øen var smuk som alle andre, med hvide strande og palmer ned til vandkanten.
Vi fortsatte mod Yap og ankom til Kolonia den 13. maj 2014. Familien Kralund skulle rejse hjem via Guam den 15. maj og Christine skulle til Vietnam, men de nåede at få svømmet med Mantaerne som Yap er berømt for. 
Anne
nåede at få prøvet et dyk sammen med Laurz og Frey svømmede som en fisk efter opholdet om bord.
Efter nogle dage sejlede Laura og jeg videre mod Guam. Vi havde et stop på Ulitii, atollen der ligger på vejen ca. 80 sømil fra Yap. Vi havde planer om at dykke på det store tankskibsvrag, der ligger midt i lagunen, men høvdingen, der "ejede" vraget da vi var her sidst, var død, så rettighederne var overgået til en anden landsby, som nu forlangte 25 doller per dykker. Vi afstod og sejlede videre og brugte 4 dage imod vind og strøm.
Vi ankom til Guam, som er Amerikansk jord, den 22. maj og fik indklareret. Det er normalt gratis at indklarere i USA, men vi ankom til Guam 5 minutter for sent, så vi måtte betale overtid til Custom og Immigration, 114 USD 
I yachtklubben mødte vi Nick, en tidligere amerikansk Navy officer. Nick skulle sejle med en sejlbåd til Saipan og overlod sin scooter til os, så vi kunne bevæge os lidt rundt imens han var væk. Yachtklubben ligger 7 Miles fra byen.
SSB radioen blev sendt til USA for reparation og diverse andre dele blev bestilt og vi fik kørt rundt og hilst på gamle venner fra sidst jeg var her. Mine venner Charlie og Mac, "The Weatherman" ankom et par dage senere i deres båd fra Saipan og det var glædeligt gensyn. 
Mac gav mig straks nøglerne til sin gamle Nissan Pick Up, så vi havde bil hele tiden vi lå på Guam. Herligt. 
Jeg fik handlet flittigt ind på listen "købes på Guam".
Icom America meddelte, at radioen ville blive lige så dyr at reparere, som en ny, så det blev en stor udskrivning. Ved hjælp af Randy, også en "gammel Guam ven", fik vi arrangeret at komme ind på US Naval Base områdets Marina, hvor jeg fik repareret forstaget ved hjælp af en Valsefri terminal. 
Mac og Charlie fik arrangeret besøgspas for os, så vi kunne handle ind i NEX, Naval Exchange, hvor alting er billigere. 
Flere aftener var vi ude og spise og spille pool på nogle dejlige barer på området.
Den 8. juni ankom Rasmus Brejnrod. Han skal sejle med Anaconda tilbage til PNG og til Davao på Philippinerne.
Laura tog til Texas for at besøge sin familie og komme i lægebehandling efter lang tid med svære smerter i højre side af brystet. Vi frygtede det værste, efter hendes operation for 2 år siden.
Rasmus Brejnrod og jeg sejlede lidt rundt i området og fik dykket flere steder imens jeg ventede på den sidste pakke fra USA. 
Den 16. juni havde vi fået handlet ind til de næste par måneder og vi udklarerede mod Yap. Det var dejligt, at få installeret den nye radio og regnede nu med, at vi kunne snakke med de andre både igen. Men nej. Det var stadig galt og jeg fandt for sent ud af, at Tuneren også var gået i stykker, så vi er så godt som uden kontakt til omverdenen for tiden. Kun nogle få mails er kommet igennem, så der går en rum tid, frem til vi lander i Wewak omkring den 11. juli, før vi kan få kontakt via internet. 
Undervejs til Yap var vinden ikke fordelagtig, så vi ombestemte os og sejlede direkte sydover og ville gøre stop på nogle andre atoller i stedet for Yap.

Papua New Guinea den 28. juli 2014
Det første stop fra Guam var på en lille ø ved navn GAFERUT. Vi ankrede på en ubeskyttet kyst, så det var kun et kort besøg i land. 
Øen var ubeboet, men her kom også fiskere fra tid til anden og overnattede. Hvide sandstrande og masser af palmer samt klippekyst, tæt jungle i midten af øen og tusinder af fugle, der ynglede alle vegne. 
Vi sejlede videre mod OLIMARAO og ankom der den næste dag. Olimarao ligger inde i en lagune og er normalt en ubeboet ø, men her mødte vi en masse fiskere fra LAMOTREK. De var på et 14 dages besøg for at samle forsyninger og de havde travlt. De var kommet sejlende i en stor udrigger kano, der dog havde påhængsmotor, samt en åben "bananbåd". De var i alt 26 personer, hvoraf et par børn og kvinder, så bådene havde været godt fyldt, men der er kun 30 sømil til Lamotrek atollen. 
Vi gav dem en pose med ris, mel, salt, sukker og tobak, så de blev glade og forærede os to cocoskrabber. 
Bananbåden kom netop tilbage fra en tur til en mindre sand ø i atollen, hvor de havde fanget en stor 80 kg Green turtle, der var kommet op på land for at lægge æg. Den blev hurtigt gravet lidt ned i det hvide sand på stranden, hvorefter der blev tændt bål på maveskjoldet en halv times tid. 
Herefter blev maveskjoldet skåret af og hele skildpadden var nu åben. Alle spiste af det halvkogte kød og imens skar de det hele fra hinanden, parterede, klargjorde alt fra skildpadden. 
Rasmus Brejnrod og jeg smagte på kødet og det smager lige som svinekød, men noget mere grov trævlet. 
Kød, æg og indvolde blev saltet og lagt til tørre i solen. De havde fanget mange store skildpadder og derudover fangede de masser af cocoskrabber, havfugle og fisk og lagt blev lagt til tørre, andet blev saltet i små tønder og det var interessant at se hvor effektive de var. 
Jeg fik et af de store skjold, som de havde rengjort for alt kød, men uvidende hvordan den skulle tørres og konserveres, tørrede skjoldet langsomt ind og de store flotte hornplader på ydersiden af skjoldet begyndte at falde af og så var det ikke pænt mere. Så skjoldet fik samme tur som alle de andre skjold, ud "på den blå hylde".
Vi blev på øen et par dage og aftalte vi skulle sejle med mod Lamotrek. De bad os derfor om at tage nogle af deres ting med tilbage, da de havde fanget så meget, at de ikke havde plads i bådene. Det havde vi ikke noget imod og dagen før vi sejlede benyttede de sig af, at de havde mere plads og tog på en skildpaddefangst langs revkanten. Rasmus Brejnrod fik lov til at tage med og se hvordan de fangede skildpadderne med harpun igennem et af forbenene. 
På turen fangede de 3 store han skildpadder, hver på ca. 80 kg, som blev medbragt levende tilbage til Lamotrek.
Da vi ankom til Lamotrek, hvor der bor ca. 200 mennesker, var der stor glæde og de tre skildpadder fik samme tur som de andre, bål på stranden og derefter blev de parteret og delt ud til alle familier på øen. 
Vi blev modtaget af Francis, der plejede at tage sig af besøgende. Han fik også en pose med diverse godter og forklarede, at øens indkomst normalt kom fra Copra, men det udnyttede de ikke mere. Nu havde de indkomst fra besøgende både og en gang imellem et lille krydstogtskib med et par hundrede passagerer. Besøgende skulle betale 20 USD per person, men vi blev ikke bedt om at betale, fordi vi hade været behjælpelig med at transportere noget af fiskernes grej. Vi blev straks inviteret til Tuba drikning i mændenes hus. Tuba er en ikke færdiggæret drik/øl, som fremstilles af saften fra kokospalmerne.
Man skærer blomsten af, hvorefter man tapper saften, der normalt ville blive til kokosnødder. Det smager meget gæret, men er OK og det er meget populært at drikke i "mændenes hus", hvor kvinderne ikke har adgang. Kvinderne passer børnene og laver mad, men man ser dem gå rundt på stierne imellem hytterne. 
Alle mænd går med den traditionelle "Lava lava" en blå sarong, der er viklet og bundet specielt om hofterne. Kvinderne i samme, men flerfarvede "Lava lava" og ALLE går med bar overkrop, unge som gamle, kvinder og mænd. Vi blev varmt modtaget og følte os meget velkomne.
Rasmus Brejnrod hyggede sig i mændenes hus og blev inviteret med på fisketur, hvor så godt som alle mændene i landsbyen, måske over 60 stykker, tog ud i de åbne Banan både og fiskede langs revkanten. Det tog 6 timer, men så kom de tilbage med næsten 1000 fisk. 
Da bådene kom hjem var alle kvinderne stillet op langs strandkanten ved landsbyen, hvor de stod og sang og dansede (topløst) i hyldest til den gode fangst.
På mange af atollerne i Micronesien er der "Outhouses", en lille hytte på pæle ude i vandet med en lille bro ud til. Men her var der ingen. 
Når de man skulle på toilettet, gik de simpelthen ud i vandet og besørgede. Lava lavaen blev lige trukket lidt til side og en hånd pulveriserede afføringen, så der var helt brunt omkring dem. Det bemærkede vi, da tre mænd en dag kom svømmende ud til båden for at snakke. Den ene holdt sig lidt på afstand og der blev helt brunt omkring ham og kort efter var de alle ved båden, hvor de hver fik en cigaret, fik dem tændt, hvorefter de elegant svømmede ind til land igen, med smøgen i munden.
Når vi så kvinderne bade og muntre sig i vandet med brysterne hoppende, tænkte vi vores, for vi vidste, at de var på toilettet, så man havde ikke lyst til at kontakte dem. Men alle var glade og smilende og hver dag kl. 3 var der "TUBA" i mændenes hus.
På grund af årstiden, holdt vi hele tiden øje med vejrmeldingerne, for området var besøgt hvert år af mange tropiske storme, der blev udklækket i området syd for Pohnpei og så vandrede vest, nordvest over. Der var flere vejrsystemer undervejs, så vi besluttede at komme af sted sydover inden vi blev fanget inde i lagunen. 
Vi fik taget afsked og som gave fik vi foræret en lang håndrullet line af kokosfibre, pænt spundet op som en lang pølse, en flot souvenir, som Rasmus Brejnrod overtog.
Vi havde fin vind sydover, men efter halvandet døgn blæste det op, mere og mere, så vi blev tvunget ud af kurs. Bølgerne voksede og om natten nåede vi op på 55 knob i vindstødene, svarende til ca. 27 m/sek. Det gamle storsejl kunne ikke holde, selv om det var rebet helt ned og vi kun havde den lille fok oppe, så revnede storsejlet og blæste i stykker. Vi lagde os herefter underdrejet til op ad formiddagen hvor vinden havde lagt sig til omkring 35 knob, pillede storsejlet ned og satte storm storsejlet, hvor efter vi fortsatte sydover. Vi havde kontakt med de andre både i området over radioen, men kun svagt, for antenne tuneren blev værre og værre. Vi fik dog givet en melding til den nærmeste båd Helena, på Yap, at vi var OK og fortsatte mod Wewak.
Det skal lige nævnes, at jeg for første gang prøvede et Sea Anchor, et parachute anker, der var konstrueret til at holde en båd oppe i vinden og bølgerne i dårligt vejr. Men det virkede overhovedet ikke. 
Bølgerne gjorde, at båden rykkede i ankeret så voldsomt, at det kollapsede af de bagfrakommende vandmasser, når båden ikke rykkede og det blev således fuldstændig sammenfiltret og uvirksomt, kun til besvær. Så det blev hurtigt samlet ind og lagt væk. 
Grunden kan muligvis være, at det var for lille til Anacondas over 20 tons dødvægt. Jeg havde fået det fra den mindre Japanske båd, der forliste på Nuku Oro.
Da vi efter nogle dage passerede Ækvator Linien, så kom min gamle ven Kong Neptun om bord for at kontrollere, om der var nogle landkrabber om bord, så Rasmus Brejnrod måtte turen igennem Ækvatordåben og blev døbt "Havskildpadden".
Dagen efter var vi nået til Hermit Islands, en række klippeagtige tropeøer med ringrev omkring. Vi blev venligt modtaget, men nu af sorte Papua New Guinea indfødte. Vi forsøgte at ankre ved landsbyen, men der var alt for dybt. En kano med en kvinde kom ud og fortalte, at vi skulle sejle til den anden ende af øen, hvor hende bror Bob boede, lige ve Manta Ray Pass. Den var vi straks med på og en time efter ankrede vi midt i passet. 
Bob kom ud til os og modtog os og fortalte, at der altid var Manta Rays der svømmede i passer, lige under båden.
De følgende dage dykkede vi med Manta Rays og fik taget nogle fine videoer med vores GoPro kameraer. Jeg hjalp Bob med lys i huset/hytten og forærede ham et bilbatteri og nogle LED lamper, samt en bilradio, som han blev meget glad for. Vi blev inviteret til spisning i hans lille paradishytte, hvor han boede med sin kone og børn. 
Herligt sted, hvor vi godt kunne være blevet i ugevis, men vi måtte af sted for at hente Theresa Boye, der skulle ankomme til Wewak den 13. juli.
Vi havde hørt slemme historier om Wewak, at der var mange "Rascals", unge ballademagere, og der var farligt at færdes, især efter mørkets frembrud.

Davao, Mindanao, Philippinerne. 17. august 2014
Vi ankrede den 12. juli ud for Yacht Klubben i Wewak, som var et åbent stort halvtag med en bar ud til vandet. 
Rado
og hendes mand Roland drev klubben og vi blev hurtigt gode venner. Da Theresa Boye ankom kørte de os op til "Lufthavnen" og modtage hende.
I Wewak er der mest tunfiskeindustri og der lå en del udenlandske tunfiskere i bugten. Kinesiske, Koreanske og Japanske.
Dagene derefter hyggede vi os i klubben og Rado arrangerede en tur for Rasmus Nykær Breinrod og Theresa Boye op ad den berømte Sepik River, hvor de boede hos Rados søster et par dage. Turen var en meget stor oplevelse, fortalte de. Jeg havde for 8 år siden sejlet med Anaconda op ad Sepik floden.
Efter et par dage følte vi os fuldstændig sikre i byen. Hvis vi skulle færdes sent, var der altid en fra Yacht klubben der gik med os.
Det var sparsomt med Internet. Kun på et lokalt Hotel, var der Internet adgang. Eller man kunne bruge et Internet modem på computeren, men den forudbetalte tid var hurtigt væk, så det var dyrt.
Indklareringen i PNG var den mest besværlige jeg har prøvet her. Det tog flere dage og det var som om, at Custom personalet ikke havde hørt efter i timerne. Man tog sig til hovedet. Men ved fælles hjælp, lidt banden og svovlen fik vi vores pas stemplet, endda uden at betale noget som helst visa, som vi plejer. Min banden og svovlen medførte, at en af damerne ringede til Port Moresby Custom hovedkontor og fik at vide, at turister ikke skulle betale for visa. Jeg skulle ikke have sagt noget om, at vi ikke hørte under turister. Normal indklarering af en Yacht koster 300 Kina for båden, skipper og en gast, svarende til næsten kr. 700,-
Den følgende weekend var vi på tur sammen med Rado og Ronald, med masser af øl på ladet af deres Toyota Landcruiser. Vi så den gamle Japanske kanonbefæstning fra WWII, samt WOM River området, hvor Japanerne officielt overgav sig på PNG. Om aftenen var der stor DART turnering i klubben med masser af mennesker og det endte med stor ballade med slagsmål og politi, der kom til stedet og der blev endda affyret et par pistolskud. Yehaw! Hu, hej, Det Vilde Vesten.
Vi fik efter besvær en cruising tilladelse hos Custom til at besøge de nærliggende øer Muschu og Kairiru. I Yacht clubben havde vi mødt George, en lokal øboer, der boede på Muschu. Der havde han bygget et lille guesthouse og han inviterede os ud og besøge ham. Vi ankrede først ved Kairiru, hvor de små udriggerkanoer kom ud og vi handlede lidt med børnene. Dagen efter fandt vi George og vi havde nogle herlige dage i dette lille paradis, hvor vi dykkede på revet og snorklede og en aften var vi ude med George og hans svoger og fange hummere. Theresa Boye og Rasmus Nykær Breinrod  havde nogle lange vandreture i det bakkede jungle landskab og de var til gudstjeneste om søndagen i landsby kirken, samt oplevede hverdagen i en lokal skole, spillede fodbold m.m.
En dag sejlede vi med George i hans Banana Boat ind til Wewak, hvor Custom gav os udklarering til Vanimo, hvor vi skulle hente de næste gaster, Lea Madsen og Lars Petersen
Men først ville vi besøge en lille bugt på Kairiru, hvor der var en varm ferskvandskilde tæt ved vandet og desuden dykke på et Japansk Hangarskib fra WWII. Men det gik ikke som vi ville. 
De lokale her var ikke særlig venlige, men mere pågående og nærmest forlangte at få ting og sager forærende, så da vi havde set de varme kilder lettede vi anker og sejlede over ved vraget. Men det samme skete her. 
De lokale forlangte 35 Kina per person, der ville dykke på vraget, så vi pakkede sammen og sejlede videre og ankrede for natten ved Walis Island. Der er grænser for grådigheden.
Her var de lokale meget mere venlige og vi fik handlet flittigt over rælingen.
Vi fortsatte til Vanimo, hvor Lea Madsen og Lars Petersen landede til tiden den 28. juli. 
Vi havde kontakt til Georges nevø Brian og han hjalp os med kørelejlighed rundt til steder, hvor vi kunne købe diesel og forsyninger til vores næste lange strækning mod Davao på Philippinerne. Al ting var en tak dyrere i dette område. Men vi nåede rundt i byområdet et par dage og fik den sidste vejrudsigt for den næste uge, fik udklareret og kom af sted. Vores plan med at besøge nogle af de små Indonesiske øsamfund undervejs havde vi droppet, da vi af en anden sejler fik en skrækhistorie om, at de blev bordet og "endevendt" af myndighederne på trods af, at de var gået i nødhavn for at reparere en alvorlig skade på skroget. 
Vi sejlede derfor direkte mod Helen Reef, en atol, der ligger 650 sømil fra Vanimo, men hører til Palau. 
Positionen var 02,53 N og 131, 43 Ø. På kortet var der ikke meget over vandet, så vi var spændte på at se hvad det var.
På vej dertil passerede vi Ækvator og sandelig om ikke Kong Neptun igen kom om bord og fik taget de nye landkrabber i Åsyn. 
Lea Madsen blev døbt "Egernfisken", Theresa Boye blev døbt "Pincetfisken" og Lars Petersen blev døbt "Piratfisken". 
Vi nåede også at opleve en Thunderstorm, der igen flængede vores forsejl. Ja, ja, sejlene er gamle, så vi kan ikke forvente andet.
Helen Reef hedder på lokalt sprog "Revet med de mange Giant Clams" og det fik vi hurtigt bekræftet. Så snart vi havde ankret inden for revet i det brede pas var vi i vandet og snorklede. Overalt var der flotte koraller og Giant Clams hvor man kikkede. Vi fik også et herligt dyk, inden vi næste dag på VHF blev kaldt op af en lille Rangerstation på en lille sandø i den nordlige del af revet. De bad os venligt om at komme op til øen hvor de ville anvise os en ankerplads. Der var ingen problemer overhovedet. Vi kunne dykke og snorkle og reparere vores sejl, men der var områder på revet, der var fredet, så vi skulle holde os i den nordlige del. 
På den lille sandø mødte vi 4 Rangers fra Palau. Hercules, Enoky, Mathew og David. De var på atollen for at opretholde Palaus Søterritorie samt tilse "vildtbestanden". 
På øen var der tusinder og atter tusinder af fugle, der døgnet rundt pippede og skreg. Der var reder overalt, også hvor Rangerne boede i deres små hytter.
Desuden var øen hjemsted for mange havskildpadder, Green Turtle, der hver nat kom på land og lagde æg. Rundt i lagunen så vi masser af skildpadder, samt et rigt fiskeliv.
Rangerne var glade for lidt besøg udefra og vi havde det hyggeligt med dem. En aften havde vi bål på stranden og grillede nogle revfisk, rangerne havde fanget til os. Et rigtigt lille paradis, som vi nød i fulde drag. Vi havde ingen vejrudsigt, da Radioen stadig ikke virker, men Hercules fik via deres kortbølge radio en vejrudsigt for os mod Philippinerne. Den så ikke så godt ud, for den viste næsten ingen vind lige imod os fra vest. Vi havde 460 sømil at sejle og det havde vi ikke diesel nok til, så vi krydsede i "tomgang" i flere dage uden vind, men efter et par thunderstorms med regn kom der svag vind, men selvfølgelig lige i næsen. Der blev regnet på sejltid og dieselbeholdning, men da det sidste døgn oprandt, fik vi fin vind fra syd, ca. 20 knob, så der var ingen problemer med at nå frem. 
Vi ankom til Hiloday Ocean View marina på Samal Islands den 13. august om morgenen. 
Her er herligt, dog noget langt fra selve Davao By, men der går shuttle bus flere gange om dagen, gratis. Marinaen er billig, med fri Wifi, bad, vand og strøm på kajen og alt andet. Der er også mulighed for at komme på land, men ikke med vores dybgang. En masse af alle de både vi har mødt den sidste tid ligger her og de fleste skal deltage i Sanghi Ralliet til Indonesien.
Efter indklarering, som gik smertefrit og kun kostede 120 kr. tog gasterne rundt i byen for at se noget. Det var den store festival uge vi ankom i, så der var masser at se.
Fredag den 15. august tog Lea Madsen, Lars Petersen, Theresa Boye og Rasmus Nykær Breinrod hjem via Manila.
Laura er stadig i Texas, men har gennemgået diverse behandlinger. Hun er nu cancerfri og smerterne er væk. Hun kommer tilbage i september og vi glæder os meget. 
Jeg benytter mig af de dygtige og billige Filippinske tandlæger og får sat et nyt "smil" på.
Ralliet starter den 3. september, hvis nogen skulle have lyst til at deltage.

Indonesien den 30. oktober 2014
Holiday Ocean View Marina på nordspidsen af Samal var herlig at besøge. Jeg nød tiden her sammen med alle de andre sejlere. Der var hele tiden arrangementer og grillfester, foredrag og instruktionsmøder og meget andet. 
To gange om ugen gik der en større bus ind til de store Malls i byen, hvor vi fik handlet ind til turen til, Indonesien. Philippinerne er billigt, så der blev ikke sparet på noget. Mange købte også et lille Aircondition anlæg. Det var behageligt i marinaen, hvor der var strøm.
Oscar havde en herlig tid her. Hoppede i land når han ville og lege med de andre hunde. Han forsvandt flere gange og dukkede op flere dage efter og så ud som om han havde været i krig.
Masser af reservedele er indkøbt og reparationer er blevet udført. Mange af os fik galvaniseret vores ankerkæder og forkromet spil og spilhåndtag. 
Flere gik op til HAM Licens prøve. Den amerikanske licens er kun gyldig i få år ad gangen.
Der lå ca. 30 både i marinaen, hvoraf de 20 skal deltage i rallyet. De fleste er ægtepar og mange af bådene er sejlere med en Filippinsk pige/kone. Marinaen er medarrangør af rallyet sammen med den Indonesiske Regering. Alt er gratis, selv mad og drikkevarer til arrangementerne. 
En aften inden afsejling var alle sejlere i marinaen inviteret til kæmpe underholdning og banket/buffet i Holiday Camp Ressort, der lå ved færgelejet, ca. 12 km syd for marinaen. En stor bus kom og hentede os. Marinaen og Ressortet er ejet af en velhavende Filippinsk familie, der også ejer færgelejet, færgerne, buskompagniet og masser af andre forretninger. Herunder også ophaler-faciliteterne ved siden af færgelejet, hvor jeg fik bestilt tid til at komme på land i december og få bundbehandlet og repareret roret i bunden. 
Det bliver efter Indonesien turen, når Anaconda er tilbage i Davao.
Tiden løb af sted og alle sejlere var efterhånden klar til afsejling. Indonesisk Visa samt udklarering blev foretaget og den 2. september afsejlede de første både. Stor påstyr på marinaen, med musik på kajen og masser af tilskuere og TV. De resterende både sejlede dagen efter. Jeg havde besluttet at vente på Lauras ankomst. 
Laura
er nu tilbage på Anaconda efter lægebehandling i Texas og hun er nu Cancer fri. 
Laura
kunne ikke komme før den 9. september, en hel uge efter de andre var sejlet. Det ville have været alt for besværligt at arrangere at hun skulle støde til båden i Indonesien. Den første Indonesiske havn var Sanghie, hvor nogle både, der var startet i Malaysia skulle støde til.
Så den 9. september ankom Laura og der var glædeligt gensyn i Lufthavnen. Vi kørte direkte til den Indonesiske Ambassade for at få Visa til Laura. Derefter til Custom og Immigration for udklarering og de sidste ting blev handlet ind og den 11. september afsejlede vi mod Tahuna på Sanghie Island, Indonesien, ca. 100 sømil syd for Davao.
Men de andre både havde allerede haft en uge på øen med arrangementer, fester og store bespisninger og alle var afsejlet dagen før vi ankom.
Ca. 20 sømil før vi ankom gik motoren i stå og den ville ikke starte igen. 
Der var vand i hele dieselsystemet. Jeg havde en nat glemt at lukke påfyldningen. 
Dinghien blev søsat og gjort fast midtskibs, påhængsmotoren startet og da farten var oppe på 4 knob, kunne den sejle af sig selv og trække Anaconda og på denne måde ankom vi til Tahuna Bay/havn midt på aftenen i mørke. Der var ingen problemer med at finde ind i mørket, selv om vi ikke ynder ankomst om natten til ukendte steder. Havnen var dyb med mange udlagte moringsbøjer.
Dagen efter indklarerede vi og gik i gang med motoren. Men det var hurtigt klart, at diesel injektorpumpen skulle afmonteres og renses. Jeg fik fat i en lokal diesel-mekaniker og sammen fik vi afmonteret delene, renset systemet og da det var muligt at få injektorpumpen overhalet i Menado på to dage, blev den sendt af sted. Manado ligger 6 timers sejlads med hurtigfærge syd for Sanghie. Pumpen var tilbage allerede halvanden dag efter og da den var monteret, startede motoren med det samme. Arbejdskraften er billig. To dages mekaniker arbejde kostede 500 kr.
Min gamle 10 KW Onan generator har i lang tid voldt problemer, den er slidt op, så jeg besluttede at skille mig af med den. Jeg forærede den til mekanikeren, blot han selv afmonterede den og han var lykkelig. Jeg bestilte i stedet en Honda 2000 KW luftkølet generator i Manado og den forsyner nu Anaconda med al den strøm vi har brug for til maskiner m.m.
Opholdet i Sanghie var herligt. Befolkningen er muslimer og kristne, halvdelen af hver, der lever side om side. Søde og smilende mennesker alle vegne. Alle hilste glade og mange ville tage billeder med deres mobiler af dem selv sammen med os.
Det blev til godt en uge her, hvorefter vi sejlede over Molucca Havet mod Moroltai i Halmahera Islands. Vi havde hele tiden radiokontakt via kortbølgeradio til de andre både så vi vidste hvor de var hele tiden og på Halmahera mødte vi igen flere af bådene. 
Bl.a. Helena med Eddy og Glenda
Her fik vi igen tid til at dykke. Denne del af Indonesien er noget af det bedste dykker vand vi har set. Tusindvis af høje bjergagtige øer af granit og Limestone, hvor havet har gnavet sig ind under klipperne, så de ligner paddehatte. Alt dækket af frodig junglebevoksning. Mange arter fisk, som vi ikke ser andre steder og en masse små dyr, som nøgengællesnegle, minifisk, snegle, krokodillefisk, wobbegong hajer, stenfisk og meget andet. Desuden ser vi tit Mantarays og masser af skildpadder. Korallerne er alle flotte, store og levende og der er mange arter blødkoraller og masser af sort koral. Et virkeligt dykkerparadis.
Vi lå ved forskellige ankerpladser og inden vi skulle af sted på det næste større stræk med natsejlads, ankrede vi på østkysten af Halmahera sammen med Belgiske "Sloepmouche" med Luc og Jackie. De havde været medarrangør af Rallyet. De havde problemer med deres motorarrangement og de tog vand ind ved stævnrøret. Derfor ville de nu afbryde turen og sejle tilbage til Davao. I Davao havde de tidligere været på land i 9 måneder og sat båden i stand. En Australsk fusker, Jonathan, der havde et "bådfirma", havde hjulpet dem med at afmontere stævnrør og lejebuk, reparere bunden og montere det hele igen. Men han havde "glemt" at "line" motoren op igen, så da de sejlede sydover i starten af rallyet, rystede motoren, lavede støj og stævnrøret lækkede og der var metalstøv/spåner ved gearflangen. Vi fik afmonteret akslen fra gearet og akslen hoppede en halv tomme ud til siden. Utroligt der ikke var sket større skade.
Vi gik i gang og efter et par dages arbejde med nye motorophæng, justering m.m. var det hele linet op igen og de kunne glade fortsætte. Vi fulgtes ad videre mod nogle underskønne høje Limestone øer, som bedst kan sammenlignes med de Thailandske Hongs i Phuket Bay, El Nido i Palawan eller de tusinde øer i Nordvietnam. Stedet hedder Wayag og består af en kæde på hundreder af disse bjergøer med små klipper omkring. (pos. 00.10.3N, 130.01.0Ø)
Helt uberørt og ubeboet midt i det klare vand i Halmaherahavet. Tidevandet løber stærkt igennem området, men når det vendte kunne vi dykke på spændende steder med en overflod af fisk i alle størrelser. Fantastisk. 
Vi udforskede området, snorklede, kravlede op på de høje klipper og havde grill arrangementer med "Sloepmouche", nød naturen og undrede os over, at dette sted kunne forblive uberørt.
Vi blev der en uges tid og fortsatte mod Waigeo. På øen Kewa passerede vi Ækvator. 
Der kommer af og til mindre krydstogtskibe til området og til ære for dem var der bygget et Ækvator monument på en lille strand på en klippekyst. Man kunne undre sig hvorfor det lige skulle være der. Der var intet andet på kysten og ingen mennesker boede der.
I en tilstødende bugt lå der en nedlagt Kobbermine med spøgelsesagtige bygninger. Minen var nedlagt to år tidligere og alle de andre både havde fået vand fra områdets vandforsyning. Da vi ankom, var der tørlagt og vi var også tørlagt på båden. Men "Sloepmouche"s watermaker forsynede os med det vand vi havde brug for.
Vi ankrede mange steder ned igennem øriget, havde mange herlige dyk, fangede hummere, svømmede med Manta Rays og nød sejlerlivet. 
Et specielt sted var Kabui Passet, der adskiller den store ø Waigeo fra den mindre Gam ø. (pos. 00.25.25S, 130.33.39Ø) 
Passet er kun ca. 1 km langt med meget smalt, så når tidevandet løber, er der meget strøm. Ikke et pas for nybegyndere, med mindre man tager turen med dinghien først eller venter til slækt tidevand, for strømmen kan løbe op til 5-6 knob. Men meget spændende og utroligt smukt. 
Vi kom fint igennem og ankrede i en lille bugt ud for en lille træbro med to hytter imellem de mange små høje limestone klipper. Stedet hed Warikaf og fra bjergsiden kom der frisk kildevand løbende ned igennem arrangerede plasticrør, som ejeren af stedet havde monteret. Her fik vi fyldt vores vandtanke op og kunne pjaske og bade så meget vi ville. Vi sejlede flere gange igennem passet med dinghien og snorklede tilbage. Her så vi store havskildpadder, Manta Rays og andre store fisk og dyr.
Vi var efterhånden løbet tør for grønsager, æg, og andre ting, så vi sejlede mod Waisai for at handle lidt ind. Men her ville landsbyens Visa ATM ikke virke, så vi fortsatte mod Sorong, den største by i området, der ligger på den vestlige spids af Papua/Irian Jaya, men et par stop undervejs, hvor vi dykkede. Raja Ampat, som hele området hedder, er bare Verdensklasse.
Vi havde et lille uheld. 
Ankerpladserne er få, da der er dybt allevegne og dybden stiger fra 30-40 meter op til toppen af revene, så man skal lede efter lave ankerpladser. Herunder kom vi for tæt på en koral "boomie" som vi rørte med roret og propellen. Propeltippene blev lidt bøjede, så der måtte arbejdes igen under vandet for at rette dem ud.
Vi ankom til Sorong den 27. oktober og ankrede ud for fiskemarkedet. Her har vi igen Internet via en USB stik med SIM card i. 
Sorong er meget trafikeret med motorbåde, færger, store indonesiske fragtbåde og ikke det reneste vand. Vinden er sydlig i dagtimerne men om aftenen aftager den og drejer den rundt, så stanken fra fiskemarkedet sammen med myg kommer ud til os. Ikke særlig behageligt.
Vi skulle have forlænget vores to mdrs. visa og have diesel om bord.
Dieselprisen i Indonesien er ca. 7 kr. per liter, men al erhverv her får "Subsidized" diesel (Regerings understøttet pris) til ca. 3 kr. literen. 
Naturligvis er der mulighed for at købe denne diesel på det "sorte marked", men til omkring 5 kr. literen, så der tjenes penge på denne handel. 
Men der er rift om det, så vi fik delvis "sort" diesel og delvis til 6,25 kr. literen. Det samme gælder for benzin. 
Vil man sejle i Indonesien, må man påregne, at der er motorsejler sejlads, da der ikke er meget vind, kun en gang imellem.
Vi fik provianteret nødvendige ting og fik indhentet vores "Sponsor Letter" via mail fra vores kontakt Aji Sulaso på den Indonesiske Ambassade i Davao og fik udfyldt papirer m.m. hos "Imigrazi" så vi håber at få vores fornyede visa den 31. oktober, så vi kan fortsætte. 
Turen herfra er ø-hopning tilbage mod Manado, hvor vi den 15. november skal samle Signe Kjær Thomsen og Kristina Momsen Sloth op.

Mindanao, Philippinerne den 21. december 2014
Undervejs fra Sanghie Island mod Davao havde vi skiftende svage vinde så det var igen motorsejlads. Vi havde som sædvanligt vores liner ude, men ikke været heldige med fangst. Til gengæld så vi midt på dagen en Kaskelothval, der lå i overfladen og blæste. 
Vi ændrede kurs og kom helt tæt på. Den svømmede dovent rundt, pustede og dykkede lidt. Vi fik taget nogle flotte billeder.
Vi motorsejlede i næsten ingen vind op til Sarangani Islands ved sydspidsen af Mindanao, hvor vi ankrede i en lille bugt. 
Om morgenen bankede det på båden og det var den Philippinske Coastguard, der ville tale med os. 
Tankerne fløj igennem hovedet, men de ville blot fortælle, at der var en Tyfon på vej til de Philippinske farvande. Vi takkede, hvorefter jeg fik bestilt et nyt sæt grib filer via HF radioen for at se hvor tyfonen var. Ingen problem for os, så vi sejlede derefter videre nordover mod Davao. Vi stoppede på Samals sydkyst og dykkede ved en flot Wall.
Næste dag ankrede vi tæt ved Færgehavnen på Samal, ud for Sunset Resort. Her var vi i land og spise, men det trak ud, så da vi skulle ud på båden, var dinghien fuldstændig tørlagt på grund af tidevandet, så vi måtte bære den 100 meter ud til vandkanten, men tjenerne på ressortet hjalp os.
Næste dag var vi ved Holiday Ocean View Marina. Det var meningen vi skulle direkte til slippen, hvor vi skulle hales op, men det var søndag, så vi måtte vente til om mandagen.
Mandag formiddag blev vi indklareret hos Immigration uden problemer. Ingen spørgsmål om crewlisten eller andet og ingen tog notits af, at der manglede udrejsestempler i pigernes pas, så alle åndede lettet op.
Den kommende uge ankommer Simon Rosenberg og Dan Hansen fra Manila. 
Alle 4 gaster indlogerede sig herefter på Ressortet Holiday Camp, imens vi stod på land og bundbehandlede og reparerede. 
Der var hver dag 5 Phillipinere, der sleb, polerede og malede. Imens reparerede jeg roret og fik installeret nye rorbøsninger. Alt gik som det skulle, vandlinjen blev hævet og trukket op igen og vi blev søsat den følgende lørdag. Men det var tæt på, at tidevandet ikke var højt nok. Vi sled og ruskede i Anaconda for at få den fri af ophalervognen vi stod på. Ankerspillet blev brugt og vi vippede båden fra side til side. Hvis vi ikke kom af vognen netop denne lørdag, var vi nødsaget til at vente en hel uge på at tidevandet var højt nok igen. Men vi kom af og fik derefter monteret roret ved hjælp af trisser og blylodder.
Det negative var bagefter, at regningen var kæmpestor. Bundmalingen var fra Jotun og var det dyreste der findes. 20 liter kostede 5000,- kr. 
Med ophaling og søsætning, maskinarbejde med bøsninger og opretning af propellen løb alt sammen op i 13.000,- kr. 
Jeg havde regnet med det halve når jeg sammenlignede med de tidligere gange, jeg var på land ved Cebu.
Vi fik udklareret fra Davao og afsejlede tirsdag middag med kurs mod Cagayan de Oro på Nordkysten af Mindanao. 
Her skal vi fejre jul hos en gammel ungdomskammerat Ole Jønsson, der for mange år siden, i midten af tresserne, immigrerede til Australien og nu boede med sin Philipinske kæreste Bibing i Cagayan de Oro. Det bliver sjovt at gense ham igen. 
I alle årene der er gået har vi kun mødtes den ene gang han var i Danmark for ca. 10 år siden, hvor jeg var hjemme på lynbesøg. Ole har nu en grisefarm lidt uden for byen ved en landsby, der hedder BUGO. Sjovt nok var Bugo det allerførste sted jeg stiftede bekendtskab med Philippinerne og det var helt tilbage i 1963 på ØK skibet Asmara. Vi kom til Bugo for at laste Ananas til Irma i Danmark. Jeg har været i e-mail kontakt med Ole et stykke tid og den pakke fra USA jeg skulle have indklareret på Philippinerne hjalp han mig med, så den lå klar til afhentning, da vi ankom til Davao. 
Men jeg måtte betale de 420 US dollar i Duty og Tax.
I dagene efter vi sejlede fra Davao måtte vi motorsejle op langs østkysten af Mindanao, imod 3 knobs strøm og næsten ingen vind og når vi havde vind, var det lige i næsen (som sædvanligt) 
Men vi gjorde turen, 250 sømil, på godt to døgn. Der var et blæsevejr på vej ude fra Stillehavet og det ønskede vi ikke at møde i modstrømmen.
Da vi kom ind imellem øerne ved Surigau Strædet fandt vi en ankerplads for natten. Vi var nødt til at vente med at sejle igennem, for der går højspændingsledninger tværs over strædet og det er umuligt at passere om natten. Men dagen efter kom vi fint under ledningerne, helt ude ved siden, meget tæt på kystrevet. Vi fortsatte til syd enden af øen Panaon, syd for Leyte, hvor jeg før havde svømmet med Hvalhajer, der holder til her.
Men da vi ankom, kom det varslede blæsevejr ind over området. Regnen stod ned i kaskader og vindstødene var på 45 knob, så det var ikke til at se noget i vandet. Det blev ikke til hvalhajer denne gang.
Dagen efter var vi kort i land og handle lidt hvorefter vi fortsatte mod Camiguin Island, halvejs til Cagayan de Oro. Camiguin er meget smuk, med mange høje bjerge, gamle vulkan toppe på en forholdsvis lille ø. Vi havde håbet at dykke her, men bunden var ikke interessant. Efter to overnatninger med lidt sjov i land, sejlede vi videre mod Cagayan de Oro, hvortil vi forventer ankomst i eftermiddag.
Som sædvanlig har vi fiskeliner ude agter, men ikke fanget andet end tang og plastic. I morgen skal vi i bil over bjergene tilbage til Davao for at hente vores skødespil, der er til forkromning der.
Alle der følger Anacondas rejser ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår fra.

Cebu, Philippinerne den 18. januar 2015
Turen over Mindanao bjergene tog 18 timer i stedet for de normale 8 timer. Vejarbejde og tæt trafik og regnbyger sinkede os. Også et trafikuheld lige foran os, hvor to motorcyklister omkom, var årsagen. Da vi passerede, lå de begge døde og lemlæstede midt på vejen endnu. Men udover det, var det en flot tur. 
I Davao havde vi fået fat i en lille Huawei dims, et internet Wi-Fi modem, der fungerede som "router" med sit eget simkort, så nu har vi fælles Wi-Fi internet om bord, som koster ca. 130 kr. per måned.
Jeg havde et digitalt billede med til forkromningsfabrikken, der viste, at ankerspillets forkromning allerede var skallet af, så de nedsatte prisen for de ny forkromede skødespil med 10 %.
Julemiddagen bestod af stegt pattegris på Ole Jønssons grisefarm. Vi havde røget ål med fra Mosede Havn, så Ole var kisteglad. Vi fik snakket om gamle dage og havde det sjovt med masser af øl og rom. 
Dan Hansen, Simon Rosenberg, Signe Thomsen og Kristine Slot tog på en heldagstur op i en nationalpark i bjergene, hvor de bl.a. badede i et vandfald. Vi arrangerede også en sejltur ud til et sandrev, 15 sømil fra ankerpladsen, så Ole fik lidt føling af Anaconda. Efter turen aftalte vi, at han i maj måned skal sejle med tilbage til Philippinerne fra Hong Kong.
Signe Thomsen og Kristine Sloth afmønstrede og rejste videre mod Thailand.
Efter en lille uge i Cagayan de Oro tog vi afsked og vi sejlede nordover. Det var en Tropisk Storm på vej mod Philippinerne østfra, så allerede efter en halv dags sejlads, måtte vi lægge os i læ i en bugt, 10 sømil nord for Cagayan de Oro. Stormen kom lige henover os og vi måtte forhale til et bedre sted, der endte med at være på siden af en gammel færge på et skibsværft. Med masser af fendere, trosser fra færgen gjorde vi klar til stormen. Det blæste og regnede i tove i godt et døgn. 
I floden i bugten væltede det ud med muddervand og al mulig skrald, sofaer, bjælker, dåser og halve hytter og da "øjet" passerede, var det næsten vindstille og klar himmel, men efter et par timer kom det hele tilbage fra en anden retning. 
Vi klarede os igennem, kun med en flad fender og to ødelagte trosser. Dagen efter stormen var stranden fuld af lokale mennesker, der var ude og fiske. Fiskene kommer åbenbart ind til kysten efter et dårligt vejr, formentlig fordi der er meget næring i vandet.
Vi sejlede herefter nordover mod Alona Beach på Panglao ved Bohol. Her holdt vi nytår og fik dykket en masse ved Balicasag. 
Næste stop var Dumaguete på Negros, hvor Birgit Cramon ankom. 
Jeg tog op på hospitalet for at blive undersøgt, da jeg i længere tid havde haft det dårligt. Da blodprøverne var analyseret fortalte lægen, at jeg havde en virus, som han kun kunne gætte på var en mildere form for Dengue Fever. Så efter noget medicin og mineraler til stabilisering af blodet, var jeg hurtigt oven på igen. 
Vi fik handlet lidt og turet lidt rundt, hvorefter vi sejlede sydover, først til Apo Island, hvor vi dykkede og derefter til Bonbonon, en Orkansikker bugt på sydspidsen, hvor vi havde været for mange år siden.
Men jeg havde glemt indsejlingsforholdene, for midt i indsejlingen ligger der et koralrev, som vi påsejlede. Det tog ½ time at komme fri og herunder brækkede den nederste bløde del af roret af, som vi lige havde monteret i Davao. Men vi fik samlet den op, så den kan monteres igen, måske næste gang vi blive tørlagt ved tidevandet. 
Vi lå et par dage i Bonbonon, hvor der i øvrigt lå omkring 20 andre sejlbåde, de fleste forladt fordi ejerne var rejst hjem for at besøge familie eller tjene flere penge.
Efter Bonbonon gik det nordover igen, i mod vind og strøm, som sædvanligt. Vi stoppede på øen Sumilon ud for sydspidsen af Cebu øen. Her fik vi også dykket og om aftenen lavede vi et hyggeligt bål på stranden og fyrede vores nytårsraketter af. 
Næste morgen sejlede vi videre nordover tæt ved kysten for at få læ for bølger og vind. Her var vi heldige at sejle side om side med en hvalhaj, kun 10 meter fra os. Bølgerne var for høje til, at vi kunne svømme med den, men vi fik bekræftet, at de er på Philippinerne endnu.
Efter en overnatning ved et fiskerleje, ankom vi til Cebu den 13. januar og lagde os ind i Cebu Yacht Club.
Efter længere tids overvejelse havde Laura Foster besluttet, at hun ikke ville sejle mere, så hun tog tilbage til Texas den 15. januar. Trist, men vi var begge enige om, at det var det bedste. Hun glædede sig til at komme tilbage til familien med børnebørnene.
En ny Tropisk Storm er på vej ind over Phillipinere, så vi besluttede at blive weekenden over og se lidt af optogene under Sumilog Festivalen, der afholdes hvert år til minde om dagen, hvor Den Portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinan Magellan blev dræbt, da han gik i land på Mactan øen i 1521. 
Ferdinan Magellan var Verdens første opdagelsesrejsende, der sejlede rundt om jorden, men denne gang kom han ikke tilbage. Ekspeditionen var startet 1519 fra Sevilla i Spanien og den blev fuldført af den Spanske Navigator Juan Sebastian Elcano
Ferdinan Magellan
blev dræbt af et spyd, da han kom i klammeri med nogle lokale indfødte.
Festivalen tiltrak hundreder af tusinder mennesker, der efter paradebiler gik i religiøst optog igennem byen, mange bærende på kristendoms figurer. Simon Rosenberg og jeg gik mange kilometer for at komme ind til byen igennem det totale trafikkaos, så vi oplevede kun en smule af optogene, før vi trætte vendte om og tog tilbage til Yacht Clubben.
Den Tropiske Storm passerer os ca. 100 sømil oppe mod nord, hen over Puerto Galera, så vi har ikke mærket meget til den hernede. Ikke en gang regn har vi fået. Men færgerne fra Cebu mod nord er aflyst.
Dan Hansen stod af den 17. og Birgit Cramon stod af den 18. januar, hvorefter Simon Rosenberg og jeg nu sejler op til Carmen, på bådebyggeriet, hvor jeg tidligere har fået lavet forskellige ting. Vi skal have malet rufkarme og cockpit igen. Jeg har allerede talt med Zeke Stefanski, som ejer værfter og de venter os, klar til at gå i gang. 
Efter Carmen skal vi mod Malapascua og være på Boracay inden 1. februar, hvor Svend Buckhardt kommer om bord med sin familie.

Busuanga, Philippinerne d. 15. marts 2015
Efter påfyldning af diesel og vand sejlede Simon Rosenberg og jeg op til Carmen bugten, hvor Zeke Stefanski stadig har sit bådeværft Pinoyboat-service. Der er nu bygget et stort flot Yachtclub og vi lagde os ind imellem alle de andre både, der ligger i kanalen. Zekes folk gik straks i gang med at slibe. Cockpittet og sidekanterne på ruffet skulle males. Samtidig gik jeg i gang med at fremstille en ny kasse i glasfiber til Dykkerkompressoren. Vi lå i Carmen i en uge og alt gik som det skulle.
En dag dukkede Kim Jacobsen fra "Amazing" op. Han var på motorcykeltur sammen med Tatoo Mike fra Concepsion på Busuanga, samt Ulf fra Coral Bay Resort på Calamian Islands og vi fik en fin snak.
Simon Rosenberg og jeg sejlede herefter nordover mod Malapascua, men da vi efter en time ikke kunne finde skibshunden Oscar måtte vi sande, at vi havde glemt ham. Vi vendte om og Oscar stod på kajen og logrede med halen.
På Malapascua var der som andre steder blevet bygget resorts overalt, så der var ikke særlig charmerende mere. Vi sejlede næste morgen videre mod Boracay, hvortil vi ankom en dag senere. 
Familien Buckhardt stod på her. 
Jeg fik hilst på min gamle ven Leif Sørensen og havde nogle hyggelige stunder. Jeg mødte også Rainer, en tysk dykkershop ejer og han arrangerede et dyk på Yapak, som er det bedste dyk på Boracay. Vi tilbragte nogle dage i dette turist helvede, hvor det vrimler med Koreanere og Kinesere.
Dykningen på Philippinerne er virkelig eksploderet og der sendes hver dag hundreder af dykkere ud til alle dykkerstederne. Big business!
Men uanset alt dette turist hurlumhej, så er Boracay stadig en smuk ø med hvide palmebeklædte strande.
Vi afsejlede og havde besluttet at sejle mod Coron området. Her besøgte vi Coron by og fik vand og diesel igen. Derefter sejlede vi til det danske resort på Chindonan og mødte Per Hauberg. Også Tatoo Mike i Concepsion fik besøg. Et hyggeligt sted, hvor vi følte os hjemme. 
Derefter sejlede vi til Coral Bay Resort og besøgte Ulf
El Nido var også på listen, men det kunne vi ikke nå, så vi sejlede nordover, rundt om nordspidsen af Busuanga og over til Apo Reef, hvor vi måtte af med 2040 peso per person for at dykke. Men Apo Reef er god dykning. 
Videre mod Mindoro, hvor vi mødte den kraftige NØ vind, så vi måtte lægge os ind under kysten og vente halvanden dag. Men alligevel var der kraftig vind, da vi rundede pynten og stimede mod Puerto Galera. Som altid var det en våd tur imod strøm og vind og bølger, Men frem nåede vi og Familien Buchardt stod af her efter tre uger ombord. Simon Rosenberg og jeg hyggede os herefter i yacht Klubben og tog på småture rundt i området, så jeg fik hilst på de gamle venner, Bl.a. Peter Stevens, min gode ven fra tidligere besøg her. Han har været politichef i et område i Hong Kong for år tilbage, så han kunne give gode informationer og han hjalp med at skabe kontakt til Hebe Heaven Yacht Club, lidt uden for Hong Kong City. (HHYC)
Den 1. marts ankom de nye gaster, Bob Ransby, Jesper Hvergel med sin 13 årige datter Savannah, Line Hansen og vi gjorde herefter klar til næste togt. 
Vi fik provianteret, købt vand og diesel og jeg fik syet nye betræk på nogle madrasser. Vi havde en hyggelig aften på Coco Beach Resort sammen med Savannah og Jesper Hvergel. Det var her Jespers Far Steen Hvergel i midten af firserne arbejdede sammen med ejeren af Coco beach, Enrico Herasser. Steen Hvergel var min ungdomskammerat og jeg besøgte ham dengang og boede på Coco Beach. Ressortet er nu meget større og der kommer rigtig mange danske turister hertil.
I Puerto Galera lå "Amazing" med Kim Jacobsen og vi havde en hyggelig aften med sundownere i massevis og efterfølgende pool i Yacht Clubben.
Ruten var lagt mod Nord, men ved nærlæsning af diverse Travel Guides fandt vi ud af, at der ikke er meget at se den vej, så vi besluttede at sejle mod Calamian Islands igen. Første stop var den hyggelige lille ø ved Pandan Island, et marine Sanctuary, hvor Steen og Savannah fik et prøvedyk og de var begge begejstrede. Vi var alle så heldige, at svømme med store havskildpadder i massevis, en rigtig god oplevelse.
Vi besøgte herefter Apo reef igen og denne gang fik vi nogle fantastiske dyk de næste to dage, men utroligt mange fisk, store og små og masser af skildpadder.
Turen gik igen ned igennem Coron strædet, hvor vi ankrede sammen med Amazing igen og havde en hyggelig aften med alle besætninger på i alt tre både.
Dagen efter havde vi et vragdyk og var heldige, at vandet var meget klart. Dagen efter ankrede vi ved det Sweiziske Resort El Foga med en fantastisk udsigt mod vest fra toppen af klippen hvor det var bygget. Her lå en del andre både. Tatoo Mike blev igen besøgt, altid hyggeligt og vi er nu på vej rundt i ø-området igen. Vi skal være i Subic Bay den 19. Marts, hvor Savannah og Jesper Hvergel tager hjem fra. 
Vi andre fortsætter nordover op langs kysten, så vi kan få vinden fra den rigtige retning, når vi skal mod Hong Kong. 
Jeg havde planlagt at stoppe på atollen Pratas Reef 140 sømil fra Hong Kong, men den hører til Taiwan og Kina og Taiwan slås stadig om rettighederne, så det er strengt forbudt at stoppe på nogen af øerne. 
Planlagt ankomst til Hong Kong er i slutningen af marts - 1. april. Her vil jeg afhente mine allerede købt og betalte sejl hos Lee Sails, samt forsøge at finde en ny Dinghi lavet af Hypalon. Den nuværende vinyl dinghi synger på sidste vers. Limningen går op allevegne. Det er sidste gang der kommer en Vinyl dinghi om bord.

Hong Kong den 12. april 2015
Vi ankom til Subic Bay den 19. marts og sejlede ind i den store Marina med Yacht Club. Det hele var gammelt og forfaldent, dårligt vedligeholdt. 
På kontoret blev vi budt velkommen, men prisen per dag var 1750 peso, svarende til 175 kr. Det ville jeg ikke betale for så lausy en marina, så vi sagde farvel igen. 
Herefter ringede jeg til en Australsk restaurationsejer ved navn Brian Homen. 
Jeg havde fået nummeret af Peter Stevens i Puerto Galera. Stedet var en herlig restauration, "Vascos" (efter den spanske opdagelses rejsende Vasco da Gama) lige ned til vandkanten og med egen ponton bro. 
Vi var velkomne og kunne droppe anker og agter fortøje til pontonen, så vi kunne gå direkte i land. Vi kunne ligge gratis, bare vi benyttede restaurationen en gang imellem. Et herligt sted, der osede af hygge og historie.
Brian Homen var en australsk dykker, der havde boet på Philippinerne i 35 år. Han havde været dykkerleder og instruktør i mange år og havde haft sin egen store Dykkerbåd "Apo Reef Explorer", og han studerede historien om de gamle Spanske Galeoner, der i 17?? sejlede rundt og grundlagde Spanske kolonier i området og "handlede" sig til guld og værdier. 
Mange af dem forliste under Tyfoner og var aldrig blevet fundet. Men da dykningen var relativt nyt da han kom, gik han i gang med at lede efter dem. 
I indsejlingen til Subic Bay, ved øen Grand Island viste det sig, at der lå flere vrag og ved meget arbejde og hjælp fra venner lykkedes det at bjærge en masse ting. Bl. a. rigtig mange kanoner fra den tid. 
Brian Homen kontaktede den Philippinske Regering og fik en aftale i stand med dem sammen med Museums Styrelsen. Han blev udnævnt til Deputy og havde således myndighed. 
Alt hvad Brian samlede op, kom igennem Museet, som konserverede tingene og de delte herefter det hele 50/50 %. 
Der var mange gange dykkere med fra museet og alt gik reelt til. Igennem årene fandt han mange sunkne vrag. Alle med spændende ting. 
Guld, sølv i massevis, gammelt Kinesisk porcelæn, muskedonner geværer, knive, omkring 40-50 store og små kanoner og meget, meget andet. Så Brian endte op som en velhavende mand og byggede restaurationen, som var udsmykket overalt med alle disse gamle ting. 
I en af sidebygningerne havde han lavet sit eget museum. 
Vi nød at være på stedet, hvor vi også havde nem adgang til at komme til byen og handle. Restaurationen havde et poolbord, der lå mindre end 30 meter fra Anaconda, så alt var fryd og gammen. Vi spiste tit i restaurationen og drak mange rom og cola m.m. Tit fik vi en snak med Brian Homen om alle hans oplevelser.
Min gamle ungdoms kammerat Ole Jønsson, som vi havde besøgt i Cagayan de Oro, kontaktede mig fra Australien og sagde, han gerne ville sejle med til Hong Kong, så han ankom i Subic Bay.
Jesper Hvergel og Savannah afmønstrede her efter en herlig tid sammen og Jesper havde fået "blod på tanden" og havde nu selv drømme om at sejle ud i Verden.
Vi andre gik i gang med at planlægge turen til Hong Kong. Vejrudsigten sagde vi skulle sejle op langs vestkysten af Luzon, så langt nordover, at vi kunne få halvvind de sidste sømil mod Hong Kong og det passede meget godt med at vi kunne udklarere i San Fernando på Luzons vestkyst. Vi havde hørt, at Immigration i Subic Bay var korrupte.
Der var ikke meget at se på denne strækning, så det er nok årsagen til, at der ikke er noget turisme.
Efter lidt handlen og kikket rundt i byen San Fernando, udklarerede vi hos Immigration og Customs og næste morgen sejlede vi af sted 600 sømil mod Hong Kong. Vi holdt nordvest over og dagen efter var vi ude i vinden. 15 knob fra NØ og gik med 7 knobs fart.
Søen, med ca. 1 m bølger i halvvind var herlig sejlads. 
Tre gange ramte vi flydegarn, der strakte sig så langt øjet rakte. De var godt nok markeret med bøjer, men garnet gik ud til begge sider og vi så det først i sidste øjeblik. Det var umuligt at sejle uden om det, så vi måtte sejle tværs igennem dem. De sprang med det samme, men et par gange hang vores fiskekroge fast i nettet, så vi måtte kappe linerne.
Det skal lige nævnes, at vi ikke har fanget en eneste fisk siden vi forlod Indonesien i efteråret. Havet i dette område er bare udfisket fuldstændigt. Som nævnt tidligere, så bruger de Philippinske fiskere stadig dynamit og gift for at fange fisk og der er ingen tvivl om, at dette ødelægger havmiljøet overalt. Koraller og fiskeyngel bliver slået ihjel og er generationer om at regenerere, hvis det nogensinde får en chance. På grund af korruption bliver der ikke gjort noget ved det. Ydermere ser vi, at forureningen breder sig alle vegne. 
Det klare vand er blevet en sjældenhed.
Igennem natten var der helt oplyst af Kinesiske squid fiskere rundt om os. Natten til søndag sejlede vi igennem et oliefelt, men alt var godt afmærket og vi ankom til Hebe Heaven bugten, Nordøst for hovedbyen Hong Kong Søndag eftermiddag.
Undervejs havde vi E-mail contact med Qurantine myndighederne i Hong Kong, fordi man skal inden ankomst melde det. Vi fik besked om, at ingen måtte gå fra borde før vi havde fået Free Pratique certificat. Positionen jeg havde fået til Hebe Heaven Yacht Club passede ikke. Da vi sejlede ind i en kæmpe Marina med hundredevis af superyachter stod der en Kineser Vagt ved indsejlingen og hoppede og dansede på kajen fordi vi ikke måtte sejle derind. 
Det var en privat Yacht Club, som man ikke kunne besøge. 
Men vi fortsatte imens han ringede på telefonen og råbte efter os. Marinaen var forbavsende nok uden megen aktivitet, nærmest sovende, men da vi sejlede rundt, kom folk frem og fortalte os, at vi var landet det forkerte sted. Der var hundreder og atter hundreder af kæmpe motoryachts, der for det meste var dækket til med presenninger. Vi fik lige en snert af, at der er ufattelig mange rige mennesker i Kina. Hele området var tåget og koldt. 
Efter nogen tid fandt vi frem til Hebe Heaven Yacht Club og kunne lægge os til kaj ved ankomst broen. De følgende dage gik med at indklarere. 
Dagen efter kom Qurantine, men det var som sædvanligt et "spil for galleriet". Jeg troede de ville forsegle toilettet og tage fødevarer, men nej, helt afslappet og ingen problemer. Det tog lidt ekstra tid, for da jeg var ved immigration inde i Hong Kong City, en time med bus og Subway derfra, manglede Simon Rosenbergs pas. Satans! 
Tilbage på båden og gå det hele igennem, men det var og blev væk. 
Vi gennemtænkte det hele og kom til den konklusion, at jeg ikke havde fået passet tilbage i San Fernando hos Immigration. Da jeg fik stakken af pas tilbage skulle jeg rutinemæssigt have talt dem. Immigrationsofficeren havde taget kopier af passene og det forekom indlysende, at han ikke havde samlet det sidste pas, Simons pas op i kopimaskinen. Derefter måtte vi op til Konsulatet og få udstedt et midlertidigt pas til Simon. Men det kan man desværre ikke rejse rundt på, kun direkte til Danmark, så Simon måtte om booke sine flybilletter. Han havde oprindeligt planlagt at skulle til Kuala Lumpur og Singapore og besøge nogle venner, så det var en kedelig afslutning.
Simon Rosenberg, Line Hansen og Bob Ransby afmønstrede her og tog hjemover. Line Hansen havde dog planlagt at skulle en tur til Japan, men hun valgte at udsætte det. Vi havde alle haft det sjovt på den måned de var med og Simon havde været en god gast i de næsten 4 måneder han var med.
Ole Jønsson og jeg fik i klubben et midlertidigt medlemsbevis og vi fandt hurtigt ud af, at Hong Kong er MEGET dyrt. 
Vi måtte betale 990 HK dollar for medlemsskabet for en måned. 1 Hong Kong dollar svarer til 90 øre, så det var næsten 900 kroner. Men det var vore eneste chance for at komme i land med dinghien og komme rundt derfra. Men faciliteterne var gode, bad, vask, restauration og bar. Transport var lige uden for gaten mod den lokale by Sai Kung og mod Hong Kong City.
De følgende dage flyttede vi lidt rundt imellem alle de andre både, flere hundrede, afhængig af hvorfra det blæste. Der var mange tomme bøjer, men hvis vi ville låne en af dem, så kostede det 2150 HK dollar for en måned. Men ankring var helt frit.
Vi kom i kontakt med en Islandsk fisker og forretningsmand Steindor Sigurgeierson, som boede på en kæmpe katamaran motorbåd "Solon" med sin familie. Steindor havde boet i Hong Kong i 15 år og havde anlagt store Fiske Havbrug forskellige steder i verden og styrede sin forretning fra båden.
Steindor var meget hjælpsom med at vise os rundt og finde de rigtige forretninger og steder at handle. 
Vi havde en masse besvær med Wi-Fi og Internet og han lånte os en Wi-Fi router, så vi kunne få styr på vores korrespondance. 
Jeg er i gang med at forhandle med en gummibådsfabrik om en ny dinghy i Hypalon. Den kommer til at koste ca. 15.000,- kr. leveret her i Hong Kong. Det er under halv pris af normalt. 
Alt i reservedele og computer udstyr kan skaffes i Hong Kong, så vi tager til byen tit.
Hong kong er en storslået by med et utal af "skyskrabere". En stor oplevelse som kontrast til at sejle rundt imellem Paradisøer. 
Der bor 17 millioner mennesker i Hong Kong og byen er travl. Alle går rundt og glor ned i deres smartphones.
En "gammel gast" fra 2004, Allan Carstensen, som bor i Schenzhen, ikke langt fra Hong Kong kom på besøg en formiddag på båden. Allan er gift med en kinesisk kvinde og bor halvdelen af tiden i Danmark. Vi fik en hyggesnak over en kop kaffe.
Ole Jønsson og jeg gik i gang med at slibe og lakkere rundt på båden. Men efter nogle dage kom der et lavtryk forbi, resterne af Maytag, den tyfon der ramte Philippinerne for en uge siden. Den gav koldt, blæsende og regnfuldt vejr heroppe. Vi måtte finde dynerne frem og tage "dansk" tøj på. Føj, hvor var det koldt. 
Men her søndag den 12. er det blevet rimeligt vejr igen. 
I overmorgen ankommer Jens Toft og den 1. maj ankommer Morten Toft og Mathilde Christensen. 
Vi regner med at sejle mod Philippinerne den 3-4 maj, når vi har fået provianteret.

Coron, Palawan, Philippinerne den 26. Juni 2015
Vi havde et fint stop på Apo Reef og fik dykket. Derefter sejlede vi direkte til Puerto Princesa og lagde os til ankers ud for Abanico yacht Club, hvor jeg fik hilst på Cissy og John, der ejer klubben.
Kasper Larsen og Kamilla Krogh ankom her og vi tog straks ud til en landsby, hvor der var "cockfighting".
De følgende dage var vi på udflugt til den underjordiske flod, hvor man kan sejle ind under bjerget.
Stor oplevelse.
Vejrudsigten var fin, så vi fik arrangeret tilladelse til at sejle ud til Tubbataha Reefs for at dykke. Vi ankom den 7. juni og lå her en uge og havde flotte dyk med masser af hajer og skildpadder i klart vand. Masser af smukke koralrev og fisk i alle farver.
Fra Tubbataha sejlede vi nordover mod El Nido, hvortil vi ankom efter nogle stop om natten.
Vi havde en dejlig aften med bål på stranden på vej derop. El Nido er et travlt turist sted med masser af banka udrigger kanoer med turister, der skal ud og snorkle og dykke på alle de smukke øer og rev. Vi fik også dykket og oplevede en masse. Vi så bl.a. en Dygong søko, der fouragerede på det lave vand ved ankerpladsen.
Vi konstaterede, at vores visa var ved at udløbe, så vi måtte tage bussen 14 timer frem og tilbage til Puerto Princesa for at forlænge det. Jens Toft, Kamilla Krogh og Mathilde Christensen stod af her og fortsatte mod Boracay, som de gerne ville se inde de skulle hjem.
Kasper Larsen, Morten Toft og jeg, fortsatte op til Busuanga, hvor vi først hilste på Ulf på Coral Bay Resort og dagen efter på Tatoo Mike i Concepsion.
Vi havde et par hyggelige dage her, inden vi fortsatte mod området med de Japanske vrag fra 2. verdenskrig.
Her fik Kasper Larsen og jeg dykket nogle gange. Sidste stop før Coron by var i "vores" hyggelige bugt ved Barracuda Lake.
Vi er nu i Coron, hvor Kasper Larsen står af. Morten Toft og jeg fortsætter til Puerto Galera, hvor Asbjørn Simonsen og Bob Morgan står på.
Der er yderligere to ledige gastepladser i juli måned.
Vi vil være i Cebu den 1. august, hvor alle gaster står af.
Laura Foster ankommer fra USA, hvorefter vi vil opholde os på Pinoy Boat Yard i august og september.
Jeg håber alle vil have en god sommer i Danmark.

Boracay, Philippinerne d 16. juli 2015
Vi havde 4 overnatninger på vej op mod Puerto Galera. Tara Island, Mamburao og en lille fiskerlandsby på nordsiden af Mindoro, hvortil der kun er forbindelse med båd.
Hyggeligt lille sted, hvor vi var i land og se landsbyen. Vi fik foræret et par kokosnødder til at tilberede vores "sundowner".
De lokale fortalte, at der sommetider var Lobstere og de ville forsøge at fange nogle til os den følgende nat.
Næste morgen kom de forbi båden og fortalte, at der ingen var den nat, men i stedet købte vi en stor Wahoo af dem. Dejligt måltid den følgende aften.
Dagen efter sejlede vi op til Maricaban Island, syd for Anilao, vest for Batangas. Spændende område med rigtig god dykning og snorkling imellem de smukke høje klipper.
Den 4. Juli ankom vi til Puerto Galera, hvor Asbjørn Simonsen ankom fra Mamburao, hvor han havde taget sit PADI dykkerbevis, og dagen efter ankom Bob Morgan fra Thailand.
Bob Morgan er en god ven igennem mange år. Vi mødtes for 10 år siden i Fransk Polynesien og flere gange siden. Bob startede med sin båd snorkelture ved Phi Phi Islands ved Phuket, hvor jeg besøgte ham i 2007. Siden er det gået godt og Bob har nu 2-4 både sejlende, der er fyldt hver dag med snorkelgæster. Koh Phi Phi Booze Cruise.
Bob ville kikke lidt nærmere på forholdene på Philippinerne og måske starte en forretning her.
Asbjørn Simonsen stod desværre af og tog hjem på grund af personlige forhold i familien.
Morten Toft, Bob Morgan og jeg deltog et par gange i Classic Club frokost sammen med de lokale Expats og fik dykket ved Sabang Beach sammen med Capt. Gregs Divecenter, inden vi sejlede videre mod Verde Island, der ligger en times sejlads mod nord fra Sabang.
Vejret er præget af Syd Vest Monsunen der blæser med 30 til 40 knob på åbent vand, så det er med at finde en beskyttet ankerplads hver eftermiddag/aften. Det er ikke tilrådeligt at sejle om natten, da der alle vegne ligger bøjer, som de lokale fiskere benytter om dagen. De er uoplyste og mange steder er der drivgarn, så vi foretrækker at tage dagsejladser.
Vi dykkede på Sydøst spidsen af Verde Islands. Et fantastisk dyk med smukke koral-vægge og titusinder af fisk. Et rigtig godt dyk.
Strømmen var meget kraftig, så man skal tænke sig om, når man er på vej op fra dybet og skal have sikkerhedsstop. Det er med at fange ankerkæden, så man ikke driver langt væk i dette tidsrum. Strømmen løber med helt op til 3-4 knob på visse steder.
På grund af den kraftige vind bestemte vi os til at sejle tæt ned langs kysten af østsiden af Mindoro, hvor vi om aftenen ankrede i læ af de høje bjerge. Da vi nåede sydspidsen lå vi til ankers ved en smuk landsby imellem høje klipper og hvide badestrande. Der er bare så mange smukke og dejlige steder på Philippinerne. Man ser nye steder hele tiden.
Fra sydende af Mindoro kunne vi gå på halvvind mod Boracay og vi satte fulde sejl og strøg af sted med 8-9 knob og landede på østsiden af Boracay ved 4-tiden. Kl. 6 stod vi på stranden og mødtes med min gamle ven Leif "Boracay" Sørensen på "Red Pirat", vores stambar.
Vi havde en hyggelig aften sammen med Leif og kunne konstatere, at selv uden for højsæsonen er Boracay fyldt med turister, de fleste fra Korea og Kina. Øen er totalt overfyldt og den besøges af 2,5 millioner om året og det er øen alt for lille til. Affaldsproblemet er enormt, trafikken står stille og vandet omkring øen summer af både, fyldt med snorkel og dykker turister. Vi talte 20 Parasail både på en gang med faldskærme i luften. Derudover speedbåde med turister hængende på oppustelige lange gummibåde summende omkring alle vegne. Det siger lidt om hvor mærkeligt det hel er. Turisterne kommer på ferie, men det hele virker meget stressende. Puh ha. Vi tænkte kun på at komme videre.
Boracay er dog stadig en smuk ø med de brede hvide badestrande og de mange blå sejl fra de lokale banka sejlbåde.
Rulleforstaget er gået i stykker på Anaconda. Kuglelejet er knust, så det hele sidder løst. Det kan dog bruges med forsigtighed, men vi vil skåne det og bruge inder fokken og storsejlet indtil vi kan få forstaget ned og reparere det.
Vi skal videre, heldigvis på halvvind, hen over nordsiden af Panay og ned til syd enden af Cebu for at dykke med hvalhajerne. Vi tager det i dagsejladser og prøver at finde nogle gode dykkersteder undervejs.
Den 1. august lander vi i Cebu Yacht Club, hvor Bob Morgan og Morten Toft står af.
aDen 4. august ankommer Laura Foster fra Texas, hvorefter vi sejler op til Carmen Bay og skal her på værft en god måneds tid.
Gummibåden jeg købte i Hong kong via Internettet skulle være ankommet hertil.
Det bliver dejligt med en ny båd. Utallige timer er brugt på at holde den gamle flydende. Den går op i limningerne alle vegne hele tiden.

Cebu, Philippinerne den 15. August 2015
Da vi sejlede fra Boracay lavede vi et stop ved flodmundingen ind til landsbyen Batan på nordkysten af Panay. Også kaldet Port Batan.
Det er flodvand, så vandet er mudret. Der er fin dybde hele vejen ind igennem sandbankerne. Mindre fragtskibe går ind igennem her.
Vi fulgte navionic søkortet på Bob Morgans mobiltelefon.
Men her kom "Murphy" på besøg! - Kortet var ikke nøjagtigt nok, så vi kom for tæt på siden af kanalen og løb på grund på sandbanken.
Normalt ikke et problem, men netop da det skete, gik motoren i stå. Shit!
Så kunne vi ikke bare bakke af sandbanken. Bob hoppede i vandet for at se om vi havde fået noget i skruen, men nej, intet galt. Kort efter konstaterede jeg at diesel tilførslen fra dagtanken var stoppet og havde forårsaget luftbobler i systemet.
Bob forsøgte at skubbe Anaconda af grunden med dinghien, men det lykkedes ikke. Det var heldigvis Low Tide, så vi ville komme fri igen automatisk i løbet af et par timer.
Systemet blev udluftet, men da startmotoren havde taget et par omdrejninger, ville den ikke mere. Hvad! Relæet var gået.
Reservestarteren blev fundet frem og monteret, men den var ikke så kraftig som den eksisterende starter, så af med den igen.
Start relæerne blev ombyttet, men motoren ville stadig ikke starte.
I mellemtiden var vi kommer fri af grunden og med dinghien fastgjort på siden af Anaconda manøvrerede vi i bælgmørke ind igennem deltaet.
På et tidspunkt så vi pludselig i lygtens skær, at der stod den mand i strandkanten, kun 10 meter fra os. UPS!
Kortene er ikke ret nøjagtige. Vi kom dog fint ind og smed anker for natten.
Jeg fortsatte med at rode med motoren. Jeg kan ikke lide, at man ikke kan starte motoren til enhver tid.
Dårligt vejr, tidevand m.m. kunne gøre, at vi var nødt til at flytte os hurtigt.
Det endte med, at alle diesel filtrene blev udskiftet, motoren udluftet påny og til sidst startede motoren.
Årsagen til motorstoppet var, at Racor for filteret direkte fra dagtanken var totalt tilstoppet.
Men et typisk eksempel på, at når noget går galt, så går alting galt. "Murphy" følger os hele tiden som en skygge!
Vi fortsatte dagen efter og kom sikkert ud af deltaet, når vi benyttede CM93 kort på Open CPN.
Som sædvanligt, næsten ingen vind, så det var motorsejlads ned imellem øerne Panay og Cebu. Vi ville ned til Moalboal og dykke.
Vi stoppede for natten i Toledo, men var ikke i land.
Ved ankomst til Moalboal ankrede vi inde ved byen og var i land og spise. Tidevandet var 2 meter, så temmelig besværligt, at komme til og fra land med dinghien.
Den skal som sædvanligt pumpes hele tiden, da limningerne går op og jeg lapper på den næsten hver dag.
Næste dag sejlede vi ud til Pescador Island og havde et dyk. Men der var fyldt med brænd-gopler, Seawhasp, der brændte os hele tiden. Bob blev temmelig forbrændt i ansigtet og jeg på armen, så dér gad vi ikke dykke mere. Vi havde et par dyk mere inde ved stranden med alle ressorterne og næste dag fortsatte vi mod sydspidsen af Cebu.
Her ankrede vi i meget kraftig tidevandsstrøm, der kørte rundt med os hele natten, så ankerkæden larmede. Vi ville se om vi kunne finde hvalhajerne, der holder til i det sydlige af Cebu.
Først sejlede vi til Sumilon Island og dykkede, fint dyk. Derefter sejlede vi nordover mod Oslob, hvor de lokale fiskere havde fundet ud af at fodre hvalhajerne, så de blev på stedet hele året. Normalt vandrer de året rundt fra sted til sted.
Vi fandt ikke stedet og overnattede ud for Oslob, men næste morgen sejlede vi sydover og kunne på afstand se, at der var stor aktivitet og mange turister ca. 5 sømil syd for Oslob. Vi ankrede tæt ved og fra dinghien hoppede vi i vandet med snorkeludstyr og GoPro kameraer. Stedet er ligesom indhegnet med tovværk imellem en række bøjer. Små udrigger kanoer med turister sejlede rundt imellem små fiskekanoer, der fodrede hvalhajerne. Hvalhajerne var der, men vi fik ikke tid til at tælle dem, da lokale vagtmænd kom svømmende og ville jage os væk.
Når man ikke betalte 1000 peso (kr. 150,-) inde på ressortet, kunne man ikke svømme med dem. Vi ignorerede dem lidt og fik taget nogle optagelser af hvalhajerne, men da der kom flere og flere vagter og de blev aggressive, svømmede Bob Morgan og Morten Toft tilbage til Anaconda.
Jeg vedblev med at diskutere med dem og sagde, at de ikke bare kunne trække en line i overfladen og så sige, at man ikke kunne svømme på den anden side. Havet er et frit område, hvor man kan svømme hvor man vil. Det var de ikke enige i.
Der gik en halv times tid og vi så hvalhajer hele tiden. Nogle af vagterne blev aggressive og ville skubbe mig væk, men det havde de ikke held til. Jeg truede dem med, at det skulle han ikke gøre igen samtidig med at jeg truede ham med en knytnæve. Det hele endte med, at de tilkaldte politiet.
En politimand kom ud i en kano og forklarede at man ikke kunne svømme på den anden side, så vi kom ind i en diskussion, hvor han blev mere og mere aggressiv. Til sidst sagde han, at jag skulle med på stationen og have en bøde for at svømme på forbudt område. Det ville jeg naturligvis ikke, så jeg slog over i at sige, OK, jeg går op til ressortet og betaler de 1000 peso.
Jeg sejler lige tilbage til Anaconda og henter pengene. Nej det kunne jeg ikke, jeg skulle først til Politistationen og have bøden. Samtidig holdt han hånden på sin pistol, for at understrege, at han mente det.
Ja, men jeg skal bruge pengene, hvorefter jeg sejlede dinghien tilbage til Anaconda. Heldigvis var Bob og Morten allerede ombord og Oscar ligeledes, nede på platformen agter.
Politibetjenten kom roende hæsblæsende og råbte efter mig. Jeg råbte herefter til ham, at jeg havde ombestemt mig. Vi sejler nu, Farvel!
Jeg trak herefter ankeret op, men han formåede at stå i båden og true med hånden på pistolen, men jeg ignorerede ham fuldstændig og kort efter sejlede vi.
Men ak, da Oscar stod med bagbenene på badestigen, faldt han i vandet, da Anaconda begyndte at sejle. Så vi måtte vende om igen og hente ham, tilbage til den aggressive politibetjent. Samtidig kom der en stor hvalhaj svømmende under båden, så det hele var kaos, imens vi både filmede og prøvede at komme væk i en fart.
Politibetjenten råbte efter os, imens vi forsvandt. Vi kikkede hele tiden bagud for at se om de kom fræsende efter os i en speedbåd.
En lidt uheldig afgang, for vi kommer jo tilbage en anden dag. Så må vi lave en anden plan.
Men en god oplevelse igen at se hvalhajer.
Turen gik herefter til Balicasaq Island, syd for Panglao. Her havde vi nogle rigtig gode dyk.
Vi sejlede herefter op til Cabilau Island, vest for Panglao. Her havde vi igen et par rigtig gode dyk, med store Frogfish og meget andet. Vi blev her to dage og mødte en stor tysk katamaran, Bavaria, som vi tidligere havde mødt i Puerto Galera med Heyko og Rose.
Dagen efter sejlede vi op til Mactan Island, som ligger lige ud for Cebu City. Her forsøgte vi at finde en 40 meter dyb hule, dybt nede på 30 meter vand, men det lykkedes ikke. Jeg havde dykket her for 30 år siden, så her kunne jeg igen se den store forskel der sker med årene. Dengang var vandet krystalklart med masser af fisk og koraller. Nu virker det som en død ørken. Overbefolkning, for mange turister og forurening, slår det hele ihjel.
Og så fiskerne, der ikke tænker sig om. De benytter stadig Dynamit og Cyanid gift, til at fange fisk og enhver kan tænke sig til hvad der sker med koralrevene derefter.
Synd, Synd, Synd!!.
På grund af korruptionen i alle led er det umuligt at få stoppet.
Alle er vidende om denne form for fiskeri, men da der betales korruption hele vejen til toppen, borgmester og guvernører, er der intet der kan stoppe det.
Vi besluttede os at sejle direkte til Cebu Yacht Club, hvortil vi ankom den 28. juli om eftermiddagen. Vi ankrede uden for Marinaen og på kontoret fik vi at vide, at Anaconda allerede havde brugt de 10 dage til lav takst, da vi var her i januar måned.
Det kostede 5.600 peso (820,- kr.) for 10 dage.
Efterfølgende koster det 4.800 peso OM DAGEN !! (720,-kr)
Helt klar fordi man ikke vil have fremmede både her. Så vi blev liggende uden for Marinaen. Næste år starter vi forfra.
Vi mødtes med Kim Borck Johansen og Juv fra Amazing, der også lå her.
Vi handlede lidt og turede rundt i Ceby City.
Den 1. august drog Bob Morgan tilbage til Thailand og Morten Toft tilbage til Danmark. Bob havde de sidste dage "surfet" salgslistene for at finde sig en Catamaran, som han ville benytte til dykker sejlads her på Philippinerne næste år. Den han havde forelsket sig i en Mumby 48, blev bygget af aluminium netop i Carmen nord for Cebu.
Indehaveren af værftet Tim Mumby, var umulig at træffe, da han arbejde hele tiden og var rundt mange steder. Så Bob nåede ikke at hilse på ham.
Da jeg endelig fik fat i Tim, viste det sig, at han netop havde gensolgt den sidste han havde bygget. Den hed "Meercat" og var bestilt af en dansker Jens R. et par år tidligere.
Den stod nu færdig, men Jens havde ikke tid til at sejle i den på grund af nyt job. Så den var nu solgt til ny ejer. Ærgerligt for Bob, for Tim havde afsluttet produktionen, for nu ville han selv ud at sejle. En anden Mumby 48 var solgt i Langkawi for 327.000 USD.
Den 4. august ankom Laura Foster som planlagt. Laura medbragte to store tasker med diverse udstyr, som jeg havde bestilt i USA. Det er herligt at have hende tilbage.
Efter et par dage i Cebu, sejlede vi nordover op til Carmen og vi ligger nu i Værft området ved Pinoy Boat Services, som ejes af Zeke Stefanski, som jeg har besøgt flere gange tidligere.
Gummibåden jeg bestilte i Hong Kong er efterhånden nået frem til Cebu, men det er et helvede af papirer, og et utal af beløb man skal betale for at få den udleveret.
Indtil nu har jeg brugt 40.000 peso (6000,- kr.) i indklarering og der skal betales yderligere et stort beløb, når den bliver leveret i næste uge. Tyveknægte og røvere!!
Men der er ikke andet for end at betale og glemme det hele. Det bliver dejligt med en ny dinghien.
Slutbeløbet bliver en pris, som man kan købe en god dinghien for rundt i Verden. (ca. kr. 20.000,- )
Fordelen ved at købe den i Kina er forsvundet. Vi skulle have ventet i Hong Kong de sidste to uger på leveringen. Det havde sparet mange penge.
Man bliver klogere med tiden :o)
I går snakkede vi med en Philippinske pige, som vi havde mødt i Davao for et år siden. Hun fortalte, at Oscar, skibshunden, havde været på besøg på hendes båd flere gange. Hun havde en mindre hvid hund og den blev pludselig drægtig!
Det endte med en hvalp, der fuldstændig lignede Oscar :o)
Vi er nu i gang med at arbejde på Anaconda. Motoren skal ud og gennemgås med nye stempelringe og pakninger. Rulleforstaget skal repareres, to nye solpaneler skal monteres.
Ny motor, en Honda 6,5 HK, til dykkerkompressoren er indkøbt (Kr. 1.500,-)
Fribordet skal males hele vejen rundt, teakdækket i cockpittet skal repareres med nyt gummi i nodderne.
En lokal smed skal fremstille et 40 kilo "Rocna" anker til Anaconda for ca. 2000,- kr.
Vi skal nå det hele inden den 15. oktober, hvor de næste gaster dukker op.
I løbet af efteråret skal vi afmontere roret og reparere bunden og montere det igen.
God sensommer til alle i Danmark.

El Nido den 13. november 2015
2½ måned i Carmen på værft. Orv, hvor vi nød det. God tid til alle opgaverne og det var godt at gense alle dem jeg kendte dér i forvejen.
Vi lå i den gamle afdeling, hvor motoren blev taget ud og adskilt. jeg havde fået anbefalet en Philippinske Mekaniker, men det gik helt galt. Han var kendt som en dygtig mekaniker, men det meste arbejde blev lavet af en "lærling" der ikke var for klog. Jeg kunne sagtens have lavet alt mekaniker arbejdet selv, men jeg havde masser af andre ting at tænke på, så jeg ville betale mig fra det. Der blev bestilt nye ventiler og nye stempler med stempelringe og nye lejer samt nye foringer, så motoren ville blive som ny.
Alt ville blive godt, men man må vænne sig til, at når der bliver sagt "i næste uge", så menes der i næste måned. Tiden løb stille og roligt og til sidst var det i sidste øjeblik, at få motoren i gang.
Motorophængene var blevet trætte, især et, der var ødelagt af diesel, så en gummifabrik inde i Cebu City fik de gamle motorophæng ind og ribbede dem for gammel gummi.
De ville renovere dem for 200,- kr. stykket. Men da de kom tilbage, var de blevet "røde. Fabrikken havde benyttet smeltet plastic til at forny gummiet og de var fuldstændig massive. Plastiken er meget hårdere end gummi, så det ville uvilkårligt give støjproblemer.
Motoren blev installeret, nymalet og samtidig havde jeg fået fornyet hele ledningsanlægget i motor rummet, lavet nye slangetilførsler til alle filtrene og meget mere, og jeg drejede nøglen, sagde det BANG! Den ville ikke starte. Jeg fik fat i Philippineren igen og overlod til ham at finde ud af problemet. Han brugte en hel dag sammen med sin lærling og efterjusterede ventilerne flere gange og om eftermiddagen hentede han en diesel mekaniker inde fra Cebu. De kløede sig i nakken mange gange og kunne ikke finde problemet. Til sidst mente de det måtte være diesel injektor pumpen. Den blev afmonteret og sendt til renovering. (den var renoveret i Indonesien for et år siden) Men lige meget hjalp det. Motoren ville stadig ikke starte!
Til sidst sparkede jeg dem i land og bad dem forsvinde, uduelige idioter.
Jeg fik herefter fat i en tysk sejler, Gunter, der var diesel mekaniker og sammen gennemgik vi motoren. Det viste sig, at en af stødstængerne var placeret forkert, så den ikke bevægede sig. Da den var på plads, startede motoren med det samme.
Men ak. Nu viste det sig, at diesel pumpen var utæt så diesel strømmede ud i stride strømme. Desuden manglede der en pakning på et af manifoldene, så jeg var godt træt af Philippinske arbejde. Samtidig larmede motoren meget, hvilket var forventet, så jeg har allerede bestilt 4 nye motorophæng i DK.
Resten af arbejdet skred frem efter planen. Hele båden er nymalet på fribordet med blå striber i vandlinien, og mange andre ting er blevet færdiggjort. Redningsflåden er flyttet fra fordækket hen på styrbord side udvendigt på platformen. Det nye Rocna Anker er monteret.
En "ny" brugt Kohler generator på 5,5 KW er blevet monteret i forskibet, så vi igen har 110 og 220 volt når vi har brug for det. Det kostede også nogle problemer med Philippinsk expertise. Ham der havde afmonteret generatoren fra en anden båd, ville forklare hvordan det elektriske skulle monteres, men det stoppede jeg hurtigt. Han havde ingen forstand på det. Ledningsnettet var et stort kaos, så efter en hel dags arbejde hvor det hele blev gennemgået og repareret, startede den med det samme.
Den var udtaget af den philippinske båd fordi den ikke virkede!
En ny Bimini/dodger blev fremstillet af et lokalt firma. Jeg leverede selv materialet.
Den nye gummibåd voldte kæmpe problemer. Korruption og gangstere hele bundtet.
Det endte med flere gange dagsrejser til Cebu for at få den frigjort fra Custom warehouse. Papirer og afgifter endte op i mere end 1500 USD, det dobbelte af hvad den havde kostet i Kina.
Oj, hvor var jeg træt af Philippinerne efter dette. Men båden er perfekt og vi er meget glade for den.
Vi hyggede os med de andre sejlere og havde en herlig tid. Vi mødte George, en australsk sejler, som Laura havde mødt for 10 år siden i Sebana Cove.
George er tidligere computer tekniker og hjalp med mange ting. Vi har nu fået installeret en MINIX entertaining center og en Seagate Wireless Plus med 2 TB film på.
Nu er der Wi-Fi film på hele båden og den kan vise op til 5-6 film på samme tid.
George 's philippinske kone Jean kommer oprindeligt fra en lille ø nord for Bohol, så vi aftalte at skulle mødes der senere.
Oscar havde en fin tid i Carmen, så længe det varede. Han strejfede med de andre hunde og en dag var han blevet set oppe på landevejen og det skulle gå galt, for han var ikke vant til trafik. En stor lastbil kørte Oscar over, død på stedet.
Trist, men vi er på udkik efter en ny hvalp, et cross mellem en Labrador og en Pitbull, som er en god, ikke for stor vagthund.
Den 12. oktober sejlede vi til Cebu Yacht Club, hvor familien Kostelecky ankom. Mette og David Kostelecky med deres to børn, Liva og Albert skal sejle med en måned.
Dagen efter fik vi handlet ind og fik vand og diesel, hvorefter vi sejlede sydover mod Cabilau Island og dykkede og snorklede. Dagen efter var vi i Oslob på den sydlige del af Cebu øen og ankrede ved siden af Hvalhaj Sanchuary området, hvor vi på legal vis betalte gebyret 1000 peso per person og den næste times tid snorklede vi med hvalhajerne. Fantastisk. 7-10 hvalhajer svømmede rundt neden under os.
De lokale fiskere har vendt den naturlige rytme for de hvalhajer, der normalt migrerer rundt ved Philippinernes kyster. De har fundet en metode til at fodre dem, så nu bliver de på samme sted ved Oslob hele året. Dette er blevet lavet til en turist attraktion, hvor der hver dag kommer i hundredevis af turister i busser og oplever hvalhajerne. Det kan diskuteres om det er rigtigt, at "dreje" naturen på denne måde, men for Philippinerne drejer det sig kun om at skovle penge ind.
Det er i hvert fald mere rigtigt, end at fiske med Cyanid gift eller Dynamit, som stadig foregår i stor stil alle vegne på Philippinerne.
Det virker som om det er umuligt at stoppe, for korruptionen blomstrer alle vegne. Officielle personer, som burde kunne stoppe det, er selv en del af det net, der distribuerer den ulovlige gift og dynamit. Enhver kan forestille sig hvordan koralrevene ser ud efter bombardering med dynamit eller cyanid gift.
Heldigvis er der mange Marine Parker, hvor det ikke foregår og dykningen er god. Philippinerne er gode til at "save den gren over de selv sidder på".
Man tænker ikke på i morgen. Udover dette, er Philippinerne er herligt område at sejle rundt i.
Masser af oplevelser og god dykning på de rigtige steder.
Davao, hvor vi var sidste år, var for nyligt udsat for en gidsel affære, hvor to Canadiere, en Nordmand og en Philippinsk pige blev taget af Abu Sayaf organisationen som gidsler. Aktionen var vendt med nogle andre personer, men de formåede at slippe bort, så man tog ovenstående i stedet. De sidder stadig et eller andet sted i det sydlige Mindanao og afventer udfaldet.
En anden "gidsel" situation for nyligt ved Lombok i Indonesien, viste sig at være falsk. En ældre amerikansk single sejler havde taget en tysk kvinde om bord, der skulle sejle med mod Sydafrika, men på grund af uoverensstemmelser (hun kunne ikke indrette sig efter, at han gik nøgen rundt på båden)ville hun af båden ved Lombok. Men han nægtede at stoppe, hvorefter hun sendte SMS.er til venner og bekendte, hvor hun forvirret oplyste, at hun var kidnappet.
Dette udløste en storstilet aktion i Indonesien, men den er nu afblæst, idet kvinden er stået af båden i god behold på Cocos Keeling i Det Indiske Ocean.
Efter gode dyk på Balicasag Island sejlede vi nordover igen og i Tagbilaran var familien på tur til Chokolate Hills. I Cebu samlede vi George og Jean op og sejlede til Jao Island, hvor vi havde bål på stranden om aftenen. Dagen efter spiste vi et overdådigt måltid med krabber og rejer på et ressort, som George kendte.
George og Jean blev på Jao og den videre sejlads gik til Boracay, hvor vi inviterede min gamle ven Leif og Glenda om bord til Sundowner og aftensmad.
Vi forsøgte at få fat i en nu hvalp og bad en motor tricykel om at køre os til den lokale Pet Shop. Men i stedet kørte han os til den lokale Meat Shop, hvorefter jeg fortalte ham, at jeg ville have fat i en Puppy. Yes, Yes, they have Puppy!
Han troede vi ville have en puppy til aftensmad.
Dagen efter mod Apo Reef, Marine Parken vest for Mindoro med herlig dykning. Videre til Coron, hvor vi løb ind i Solon Islandia med min ven Steindor fra Hong Kong. Steindor var på "herretur" i området sammen med 5 Islandske fiskere.
Dagen efter dykning på vrag og besøg hos Ann og Mike, det lille danske ressort på Busuanga.
Familien Kostelecky er nu stået af i El Nido og vil bo lidt på ressort og selv rejse ned mod Puerto Princesa, hvorfra de flyver tilbage til Cebu og videre hjem til Danmark.
Vi fortsætter mod Puerto Princesa, hvor der ankommer nye gaster om 10 dage.

Coron, Palawan, Philippinerne den 17. december 2015
Vi nød nogle dage alene ved Abanico Yacht Club, med vores gamle venner, Cissy og John, der ejer Yacht Klubben. Vi har været der flere gange så vi kender efterhånden mange.
Den 25. november var de tre gaster ankommet. Martin Jensen, Niels Bo Pedersen og Claus Nielsen.
Martin Jensen kunne kun tage fri i godt en uge, så der var ingen tid at spilde. Vi fik handlet ind i en fart og afsejlede Puerto Princesa den 26. november, mod nord, op igennem øriget i det nordlige Palawan.
Første ben var natsejlads med fin vind, men ved ankomst til øriget er der Perlefarme alle vegne, umuligt at sejle igennem om natten.
Vi ankrede ved en herlig lille ø med palmer og hvid sandstrand og lokale perlefiskere, der hvilede ud. De skaffede os hurtigt 5 grønne kokosnødder, så vi kunne lave os selv en "rigtig" sundowner.
Martin Jensen havde forberedt sig perfekt til den korte ferie og han nød det i fulde drag. Niels Bo Pedersen er tidligere redder i Falck og har selv båd i Danmark, men har altid drømt om at sejle ude i Verden, så han nød det ligeledes.
Claus Nielsen kom rejsende fra Malaysia, hvor han havde trekket rundt en måneds tid.
Alle meget positive og glade.
Vi fortsatte mod El Nido, det smukke område i det nordlige Palawan, hvor sandstensklipperne rager højt op alle vegne, som ved Phuket Bay i Thailand. Vi dykkede og snorklede om dagen og havde nogle hyggelige besøg på lokale restobarer om aftenen. Vi havde en aftale med Kim Block Johansen fra Amazing om at mødes ved "The secret Island" hvor vi skulle kitesurfe de første dage af december, men da vi havde sagt farvel til Martin Jensen, opdagede vi, at vi var bagud med vores Visa fornyelse. Tiden løber.
Martin Jensen fik arrangeret en lille speciel flyvning direkte fra El Nido til Puerto Princesa og sparede således sig selv for den 280 km lange bustur.
Vi måtte bide i det sure æble og op kl. 5 om morgenen, humpe i en Hi Ace bus i 6 timer, op på Immigration, forny vores visa, betale og tilbage til El Nido med bussen, hvor vi landede kl. 8 om aftenen.
Puh ha, en lang dag. Havde vi bare kikket i vores pas inden vi afsejlede fra Puerto Princesa, Ak ja. Vi var nu forsinkede til Kitesurfing, så vi sejlede direkte op til Coral Bay på Popototan, hvor Kim har bygget hus og bådene Amazing og Wow var allerede ankommet. Vi have en hyggelig aften med mange Sundownere.
Dagen efter kikkede vi på en motorbåd, der havde ligget i to år ved en bøje, efter den var halvt sunket og smidt op i mangroven af tyfonen Jolanda. Der var ikke gjort ret meget ved båden siden og det forlød nu, at den var til salg for små penge. Båden er en Nordhavn 47 fra 1992, en kostbar båd, men den skulle istandsættes for mange penge før den kunne sælges igen. Motoren lå stadig i båden og hele maskinrummet havde været under vand. Jeg skrev en mail til ejeren, en franskmand, der boede i bugten og spurgte hvad prisen var. Han har nu svaret, at han er tilbudt to millioner peso, hvilket svarer til 300.000,-kr. Handelsprisen for en lignende båd ligger på ca. 350.000 US dollar. Men istandsættelsen er så omfattende, at det ikke kan betale sig, hvis han holder fast ved sit tilbud.
Vi sejlede i den følgende tid rundt og dykkede på vrag fra WWII og den 6. december var vi inviteret til at fejre Kim Block Johansens fødselsdag på El Faro, et smukt ressort, der ligger på toppen af en klippe med en dejlig swimmingpool med fantastisk udsigt over øriget mod vest og de smukke solnedgange.
Vi fortsatte vores sejlads og fik handlet ind i Coron. Området er smukt og herligt at cruise rundt i.
Vi havde nogle dage fulgt en tropisk storm ude i Stillehavet og den blev kraftigere og kraftigere, så vi begyndte at kikke os rundt efter en sikker ankerplads. Tyfonen Nona landede på Philippinske østkyst den 14. december, samme dag som vores "gamle" gast Dan Hansen ankom, sammen med sin datter Jasmine. Den var nu blevet så kraftig, at 750.000 mennesker blev evakueret. Tyfonens bane var forudsagt til at gå tværs over midten af Philippinerne, hen over Romblon og Puerto Galera, hvor den nu havde opnået en styrke af kategori 4, da den passerede Mindoro. Da den passerede ret nord for os var vindstyrken gået ned til 170 km/t, igen svarende til 47 m/sek.
Heldigvis var vi ca. 100 sømil syd for dens bane, så vi fik kun lidt vind, men en del regn og der kommer mere de følgende dage. Coron by var forberedt.
Alle skibe var sejlet ud og ankre og en politivogn med højtaler kørte rundt i byen og advarede. Det sker tit, at en tyfon ændrer retning, så det er med at være forberedt.
Vi holder julemad komsammen hos Mike og Anns restaurant i Consepsion i det vestlige Busuanga.
Dan Hansen har medbragt røgede ål fra Claus Fisker Olsen i Mosede Havn, så det kolde bord er reddet :o)
Vi var også på morgen marked i Coron og fik købt friskslagtet flæskesteg.
Der bliver eksporteret en masse levende fisk fra Coron, så opkøberne ligger langs vandet på høje pælehuse og det var interessant at se. En af dem eksporterede levende hummere og vi købte til en ret mad og fik samtidig nogle tip til, hvor de bliver fanget.
Derefter sejlede vi ud og dykkede på vrag, men det overskyede vejr gjorde dykket dystert. Til gengæld nød vi godt af Dan Hansens fiskeheld, for da vi trak linerne ind fik vi en 7 kg. Wahoo, der landede på aften bordet sammen med hummerne.
Den lille ny skibshund "ANA" vokser stærkt. Hun er meget lærenem og fræk som alle andre hvalpe. En herlig lille bulderbasse.
Kaptajn og besætning på "Anaconda" ønsker familie og venner en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Puerto Galera den 28. februar 2016
Vi er nu nået til Puerto Galera, efter en julemåned med sejlads i mellem de smukke øer i det Nordlige Palawan, El Nido og Coron på Busuanga, samt Apo Reef og Pandan Island. Vi har dykket på vrag og koralrev med hajer og havskildpadder, hygget os på hvide sandstrande og drukket vores sundownere.
Et dyk, der skal nævnes, er på en ø uden for El Nido. Her svømmede vi igennem en 75 meter lang tunnel under øen i 15-20 meters dybde. Flot dyk.
Fiskeriet har ikke været godt. Dan Hansen fangede vores eneste fisk i lange tider, en Wahoo. I januar var vi igen heldige, hvor endnu en wahoo bed på krogen og Niels Bo Pedersen halede den ind. Vi har zigzagget imellem Subic Bay og Palawan flere gange.
Midt i januar indgik jeg en aftale med den franske ejer af den tidligere omtalte Nordhavn motorbåd, om at købe den. Han gav håndslag på 1,5 mil. peso og forklarede, at når en franskmand handler er det ikke nødvendigt med en salgsaftale. Et Fransk håndslag er nok, bedyrede han, men efter 14 dage blev dette afkræftet, idet han trak sig med begrundelsen, at en anden køber ville betale mere for den. Så den handel er gået i vasken. Vi havde forberedt os på at bruge et års tid på at sætte den i stand, men vi er stadig åbne over for et eventuelt projekt, en båd der kan sættes i stand og sælges.
Dan Hansen og hans datter Jasmine tog hjem midt i januar. Samtidig ankom Jesper Hvergel med sin datter Savannah, samt Jens Busk Pedersen, der selv sejler med gaster i Middelhavet. Jens ville se lidt af verden uden for.
En anden gammel gast, Keld Rasmussen, der var med for 10 år siden sammen med sin datter Signe, ankom også i januar og sejlede med her til Puerto Galera sammen med Flemming Olesen.
Jimmy Jensen og Steen Rasmussen sejlede med fra El Nido til Busuanga, Coron, Apo Reef og stod af på Pandan Island.
Vi har ligget sammen med Amazing med Kim Block Jacobsen flere gange og haft det hyggeligt.
Vi ligger nu stille i 3 uger i Puerto Galera.
Den 20. ankommer fire nye gaster.
Jørgen Søby, Malcolm Barlow, Hans Jørgen Andersen og Thomas Bruun Berthelsen, der sejler med mod Borneo.
Vi vil bl.a. besøge Apo Reef, Busuanga og Puerto Princesa, eventuelt Tubbataha Reefs, hvis vejret arter sig.
Derefter mod Kota Kinabalu på Borneos Nordvestlige kyst, uden stop, idet vi skal passere det sydlige Palawan, hvor det ikke er tilrådeligt at stoppe om natten.
Tiden går nu med småreparationer. Vores Kohler generator leverer strøm til maskinerne, bl.a. TIG svejseren.

El Nido, Palawan, Philippinerne den 20. marts 2016
Så er vi landet i El Nido.
3 gaster er ankommet: Jørgen Søby, Malcolm Barlow og Hans Jørgen Andersen.
I aften ankommer Thomas Berthelsen.
Jørgen Søby er en af vores gode venner fra hjemhavnen Mosede Havn, og vi har fået hilsner fra alle de gamle venner.
Vi vil nyde El Nido nogle dage, dykke og svømme. Gasterne skal have opfrisket deres "gamle" dykkerfærdigheder og det kan vi jo passende gøre i undervandsgrotten, hvor en tunnel går 75 meter igennem klippen.
Derefter går det mod Puerto Princesa, hvor vi skal have tilladelsen til Tubbataha Reefs. Efter Tubbataha sejler vi nordover mod Busuanga og vi stopper i Coral Bay for at gøre vores nye skib klar til at bugsere på værft.
Vi dykker og nyder livet undervejs.
Købet af motorbåden, en Nordhavn 46 fra 1992 gik i orden for få dage siden, efter langtrukne undersøgelser og forhandlinger, men vi havde igennem vores ven Alex Pronove i Manila fået fat i en god advokat, Rene Grapilon, der var en stor hjælp.
Sammen med vores gode ven Dan Hansen, er vi nu blevet "skibsredere".
Båden blev skadet for to år siden under en tyfon, men kun vandskadet. ca. ½ meter vand i maskinrummer. Siden har der været termitbesøg og båden trænger overalt til en kærlig hånd.
Så det næste års tid ved vi hvad vi skal lave.
Vi vil stoppe med at tage gaster for en tid, men ind imellem, når vi er trætte af at arbejde, vil tage nogle uger fri og sejle på "Ferie", så på disse ture vil vi tage gaster med.
Vi sejler båden til Cebu, hvor vi kender forholdene og tager motorerne ud for hovedreparation. Billeder af båden kan ses her på websiden.
Turen til Borneo er aflyst, da forholdene i det Sydlige Palawan er ustabilt. Aby Sayaf terroristerne har oprettet Camps og de betaler de lokale fiskere for oplysninger, de kan bruge til at tage gidsler. Det har vi ikke lyst til at afprøve.
En af vores venner fra Marinaen i Davao, Nordmanden Kjartan, blev taget som gidsel i september sidste år og sidder endnu i fangenskab sammen med to Canadiere og en Philippinsk kvinde, på en eller anden ø i Suluhavet. Vi håber de bliver frigivet, men terroristerne har truet med halshugning, hvis løsepengene på 22 millioner dollars ikke er betalt den 8. april. Stakkels dem.
Vi har stadig planer om at komme en smuttur til Danmark i juni måned og vi glæder os til at hilse på familie og venner.


Carmen, Cebu, Philippinerne den 9. Maj 2016
Vi brugte en dag på at gøre Nordhavnen klar i Coral Bay, hvorefter vi sejlede mod Coron. Her stod tre gaster af.
Hans Jørgen Andersen blev ombord for at hjælpe med bugseringen til Cebu. Vi måtte vente en uges tid i Coron på, at vindforholdene blev gunstige, hvorefter vi tog af sted.
Jeg havde lavet et beslag til påhængsmotoren på hækken af Nordhavnen, så vi kunne få lidt skub bagi. To bugseringsliner, en i hver side, til Nordhavnen stabiliserede den. Roret blev sat i midtskibs, hvorefter vi begyndte at trække med Anaconda.
Når vi var i gang, sejlede jeg med dinghien om til hækken af Nordhavnen, startede påhængsmotoren og snart var hele "vogntoget" i gang og på denne måde kunne vi sejle med 5 knob, selv i svag modvind.
Vi delte sejladsen i tre. Stoppede på Boracay og Camotes Islands, hvor vi dykkede.
Ved ankomst til Carmen ankrede vi for natten og næste morgen blev Nordhavnen placeret i den gamle dok hos Pinoy Boat Services, ejet af Zeke Stefanski, som efterhånden er blevet en god ven.
Vi startede med det samme med at gøre motoren klar til at tage ud. Herunder konstaterede vi, at stævnrørspakningen var fuldstændig opløst og vandet begyndte at fosse ind.
Båden er ikke blevet vedligeholdt overhovedet, kun nødtørftigt repareret på Philippinsk vis, når noget gik i stykker. Et hurtigt dyk med nogle klude omkring skrueakslen klarede problemet midlertidig.
Vi fik fat i en ny gummislange og da gearkassen var afmonteret kunne vi få stævnrørssystemet repareret på ordentlig vis. Samme tur fik side/hjælpemotoren, så nu er båden sikret.
Vi arbejder hver dag. Motoren, en 6 cyl. 147 HK John Deere diesel er nu på maskinværksted for total renovering. Yanmar hjælpemotoren er adskilt og bliver renoveret.
En masse træarbejde bliver udført og repareret. Al elektrisk i motorrummet bliver udskiftet og meget tid går med at finde de rette ledninger i anlægget. Philippinerne har ødelagt meget.
Anaconda ligger til ankers 100 m fra Nordhavnen, så hver dag bliver der fragtet værktøj og reservedele ind til Nordhavnen.
Hans Jørgen Andersen
sov om bord på Nordhavnen den første periode og hjalp med arbejdet indtil han rejste videre.
Der er 100 ting at tænke på med bestilling af reservedele, materialer m.m. Vi er ofte i byen for at handle og har været et par gange i Cebu for at finde materialer. Det er ikke nemt at finde dele på Philippinerne, så meget skal bestilles i udlandet. Vi er startet med at få ting sendt fra USA i Balikbayan boxes, som kan komme til Philippinerne uden at blive "brandfortoldet". Fra Philippiner til Pilippinerne.
Vi benytter også Johnny Air, som har en særaftale og bringer ting man har købt på internettet, til Philippinerne til en rimelig pris.
Vores trip til Danmark i juni er også en indkøbstur.
Philippinerne lider i øjeblikket af "tørke". Ingen regn i meget lange perioder, så der er vandmangel alle vegne. Der er ingen vand på værftet, så det skal hentes langvejs fra. Samtidig skal vi bruge mere vand end normalt.
For hver dag ligner vi kulminearbejdere, når dagens arbejde er slut. Værftet er i sig selv et snavset område, med sandblæsning og rust alle vegne.
Vi har været heldige at finde en motorcykel til en god pris. 2200 kr. for en næsten ny "kineser". Det giver en vis frihed, når der skal hentes ting og sager, selv om Tricykel taxierne er meget billige.
Den danske båd Orbit med Kenn Block Jacobsen ligger her også og er i gang med en stor renovering.
Så snart Nordhavnen i funktionel stand, vil vi flytte ombord på den.
Mine tanker er så, at finde en ansvarlig skipper, der har tid og lyst til at sejle herude med gaster.
Mange gaster har i den sidste tid fået det svar, at Anaconda ikke sejler resten af 2016, men det kunne jo lade sig gøre alligevel på denne måde.
På sigt er det tanken at sælge Anaconda og rigge Nordhavnen som motorsejler.

Philippinerne den 12. oktober 2016
Så er det vist på tide at få lidt nye oplysninger frem.Vores forårstur til Danmark var herlig. Fik hilst på familie og venner og holdt en fin fødselsdagsfest hos Dan Hansen, hvor vi boede i Lyngby.

Dan Hansen
er en meget god ven, der har sejlet med os i flere år i juleperioden.
Tak fordi vi måtte bo hos dig, Dan.

De tre uger gik alt for hurtigt, men vi nåede det meste. Der blev handlet godt ind af reservedele. Selv teaktræs finer fik vi fat i nede i midt sjælland. Teak finer er ikke til at skaffe ude på Østen, grotesk nok, for det kommer derfra. Vi fik købt finer til at beklæde 5 plywood plader. Jeg har regnet ud, at det var nok til at forny de steder, hvor skotter og vægge skulle udskiftes på grund af råd. Fineren blev rullet sammen, så det kunne medtaget i bagagen på vej tilbage. Også et elektrisk marine toilet var der plads til, plus mange andre ting man ikke kan få på Philippinerne.
”Nordhavnen” blev gennemgået i detaljer og vi konstaterede, som vi frygtede, at arbejdet var meget større end det umiddelbart så ud til. Der dukkede hele tiden nye ting op, der skulle repareres, fornys eller laves om.
Motorrummet var det første vi kikkede igennem.
Vandet havde fyldt motorrummet halvt op under tyfonen, så vi gik i gang med at afmontere lydisoleringen overalt, fik kvejlet kabler og slanger op, så der var plads til at arbejde.
Her kunne vi konstatere, at termitterne havde været overalt i båden. Man kunne følge deres gange, som de bygger hele tiden. Mange steder, hvor der var vand eller fugtigt, var der gamle termitboer og mange steder var der stadig nogle der var levende. Men ved flittigt brug af termit gift, som vi sprøjtede med hele tiden, når noget nyt blev åbnet, har vi efterhånden fået bugt med dem.
Alle rådne skotter er revet ud og nye skotter er bygget op igen, beklædt med den fine nye finer.
Vi har en meget dygtig filippinsk tømrer til at hjælpe os. Han hedder Raul.
Raul
er her hver dag fra 7 til 17 med en times frokost. Han aflønnes med 700 peso om dagen, svarende til ca. 100 kr. Han har i mange år arbejdet på et bådværft, der byggede katamaranerne "Mumby", et kendt mærke herude, men produktionen er nu stoppet. Så Raul ved hvordan tingene skal laves og det eneste jeg behøver, er at sige hvad jeg gerne vil have lavet. Resten klarer han uden jeg behøver at blande mig.
”Nordhavnen” har to baderum, men vi har valgt at droppe det ene bruserum og udvide det til et værksted, med direkte adgang til motorrummet. Dette rum var fuldstændig tæret op af termitterne, men er nu genopbygget i "honeycomb" og glasfiber. Ingen interesse for termitter mere.
”Nordhavnen” havde 4 dieseltanke, på til sammen 4000 liter. Det har vi slet ikke brug for, så alle tanke blev taget ud. To af dem skrottet, fuld af rusthuller. De andre to er repareret, skåret op og lavet til fire mindre tanke, på i alt 2000 liter. De er nu lagt ned igen, isolereingen genmonteret og snart er motorrummet klar til at modtage motorerne. John Deere motoren får nye foringer, nye stempler og lejere, ny oliepumpe, nye ventiler og styr, ny starter, ny generator og meget af udstyret på motoren fornys. Delene blev bestilt i USA og fragtet herud på fragtbåd, som tog ca. halvanden måned, men alt er ankommet nu, så der arbejdes på alle fronter.
Yanmar hjælpemotoren er ligeledes adskilt og får nye stempler og lejere m.m..
Vi håber alt er bestilt rigtigt, for hvis der mangler noget vil det tage mindst en måned at få flere reservedele. Vi bestiller dele via internettet, får dem sendt til en adresse i Californien, My Shopping Box, som har en særaftale med det Filippinsk toldvæsen. Vi betaler så 3 dollar per pund for at få fragtet via fragtskib og 6 dollar per pund for luftfragt. Delene bliver hver gang leveret lige "til døren" ingen problemer.
Vi har også lige fået en "Balik Bayan Box", fyldt med tunge reservedele. Disse Boxe gør det muligt for Filippinsk arbejde i udlandet, at sende ting og sager hjem til deres familier, uden fortoldning.
Vi har måttet sige nej til mange gaster, der ville med ud at sejle, men sådan er livet.  Vi velkommer vore nye hverdag selv om vi må arbejde hårdt.
Vores gode ven Dan Hansen kommer igen i år og holder jul hos os, sammen med sin datter. Så skal der dykkes og hygges igen.


Home